Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2006)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
midlertidig binding af kommunernes og amtskommunernes
overskudslikviditet (Opfølgning på aftalen om
kommunernes økonomi for 2007)
(Lovforslag nr. L 7).
Lovforslaget er et led i udmøntningen
af regeringens aftale med KL af 12. juni 2006 om kommunernes
økonomi for 2007.
Regeringen og KL er enige om, at regeringen,
af hensyn til konjunktursituationen, søger Folketingets
tilslutning til at frigivelsen af deponerede midler på det
skattefinansierede område udskydes et år.
Der er endvidere enighed om, at en af
grundpillerne for det fremtidige budgetsamarbejde er en klarere
adskillelse af forsyningsområdet og de skattefinansierede
dele af den kommunale økonomi.
De gældende bestemmelser
indebærer, at kommunernes og amternes deponerede midler
frigives den 1. januar 2007.
Med forslaget lægges op til at
kommunernes deponering af overskudslikviditet forlænges til
udgangen af 2007, samtidig med at et eventuelt budgetteret overskud
for forsyningsområdet i 2007 skal deponeres i perioden fra
den 1. januar 2007 til den 1. januar 2009.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale
forslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje
Ting.