L 49 Forslag til lov om ændring af lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser.

(Lempelse af begrænsning af specialpædagogisk støtte i forbindelse med studierejser og praktikperioder i udlandet).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-10-2006

Fremsættelse: 25-10-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l49_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (25. oktober 2006)

 

 

Undervisningsministeren (Bertel Haarder) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser (Lempelse af begrænsning af specialpædagogisk støtte i forbindelse med studierejser og praktikperioder i udlandet)

(Lovforslag nr. L 49).

Lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser har fungeret siden den 1. januar 2001. Med loven indførtes en ordning, som giver studerende med handicap adgang til specialpædagogisk støtte i form af f.eks. IT-udstyr, særligt tilrettelagt studiemateriale, tegnsprogstolkning, sekretærbistand m.v., således at de kan gennemføre en uddannelse i lighed med andre studerende.

I forbindelse med studierejser og obligatoriske praktikperioder i udlandet har tildelingen af støtte hidtil været begrænset til bestemte støtteformer og således ikke omfattet f.eks. tegnsprogtolkning og sekretærbistand. Støtte til hele uddannelser eller meritgivende studieophold i udlandet har ikke haft en tilsvarende begrænsning.

I en tid, hvor der lægges stigende vægt på, at studerende får mulighed for at gennemføre dele af deres uddannelse i udlandet €" og hvor uddannelserne generelt internationaliseres €" bør handicappede studerende have adgang til alle nødvendige støtteformer, således at de kan gennemføre studierejser og praktikperioder i udlandet på lige fod med andre.

Begrænsning af støtten til bestemte støtteformer foreslås derfor lempet.

Efter forslaget vil alle specialpædagogiske støtteformer således kunne tildeles til såvel studierejser og praktikperioder som led i uddannelser i Danmark som til uddannelser eller studieophold i udlandet inden for den økonomiske ramme, der ville gælde for tilsvarende støtteformer i Danmark.

Forslaget indeholder i øvrigt mindre justeringer i loven som følge af ændring af pædagogikumuddannelsen og placering af universitetsuddannelserne under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling samt nødvendig tilpasning til lov om statens uddannelsesstøtte.

Lovforslaget har været sendt i høring, og de indkomne høringssvar har ikke givet anledning til ændringer i forslaget.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til velvillig behandling i det høje Ting.