Spm. nr. S 2455

4) Til statsministeren af:
Frank Aaen (EL):
»Hvilke initiativer vil statsministeren tage for at fremme en forsoning byggende på gensidig respekt på tværs af religiøse og etniske forskelle og følge op på nytårstalens afstandtagen fra forsøg på at dæmonisere grupper af mennesker på baggrund af deres religion eller etniske baggrund?«

Som vi var inde på lige før, er der jo ikke nogen, der kan forsvare, at man brænder ambassader af eller udøver vold eller truer med vold, som vi ser det i den her situation - under ingen omstændigheder. Det har statsministeren haft vores fulde opbakning til hele tiden at tage afstand fra, på samme måde som vi bakkede op om ytringsfriheden i hele forløbet.
     Men det med vold og uroligheder er jo ikke noget, der gælder alle muslimer, langtfra, og slet ikke i Danmark. I Danmark har vi jo ikke haft den slags uroligheder. Modsat har vi haft demonstrationer i Danmark, som vi så dem i går i tv, hvor muslimer og etniske danskere i Gellerupparken demonstrerede for fred og forsoning. Og der kommer hele tiden mails og oprettes nye debatfora, hvor der siges, at nu må vi på tværs af etniske og religiøse skel gå sammen for at få det her landet i fred og forsoning.
     Derfor vil jeg sige til statsministeren: Var det ikke på tide ikke bare tale om forsoning og fred og dialog, men at få taget nogle initiativer til at få sådan en dialog og forsoningsproces organiseret?

Jeg vil minde hr. Frank Aaen om, at regeringen allerede igennem meget lang tid har haft en løbende dialog. Der er en løbende dialog med kvartalsvise møder med det, der hedder Rådet for Etniske Minoriteter, og der er holdt en lang række møder med forskellige grupper af indvandrere og etniske minoriteter.
     Vi har ydet støtte til mange former for frivilligheds- og foreningsarbejde af betydning for integration og for at skabe gode lokale fællesskaber; vi har ydet støtte til projekter om undervisning i demokratisk medborgerskab og gensidig religiøs forståelse på skoler; og jeg har i øvrigt selv holdt et par dialogmøder med repræsentanter for indvandrere på Marienborg. Så regeringen har gennem meget lang tid haft en løbende dialog om forskellige aspekter af integrationen i det danske samfund. Og vi overvejer selvfølgelig også i den her situation løbende, hvad der kan være brug for af eventuelle nye initiativer.

Nu er der jo stor forskel på, om man tager initiativer for at fortælle andre, at man har ret - altså, jeg har ret, nu skal du høre - eller om man tager initiativer til forsoning og dialog, hvor man åbent anerkender, at der da også kan være noget af det, man selv gjort, der ikke er korrekt, og som bør justeres.
     Lidt i forlængelse af det, jeg var inde på før, om den debat, der har været i Danmark, og den udlændingelovgivning, der er blevet gennemført i Danmark, som, lige meget hvordan statsministeren prøver at dreje det, jo er udgangspunktet for den situation, vi er havnet i, og dermed også for en løsning for at komme ud af den her situation, vil jeg spørge: Vil den dialog fra regeringens side indeholde en erkendelse af, at der også er noget, som vi selv har gjort, som regeringen har gjort, som kan gøres anderledes?

For det første må jeg meget, meget klart afvise, at det her handler om udlændingepolitikken i Danmark. Jeg ved godt, at Enhedslisten hele tiden prøver at bruge og misbruge sagen til at gøre det til et spørgsmål om et opgør om den danske udlændingepolitik; det tror jeg står klart for alle eller stort set alle i det danske samfund.
        Det er jo ikke det, det handler om. Det handler ikke engang længere om 12 tegninger, men om en hel masse andet politisk. Så det skal ikke lykkes hr. Frank Aaen at gøre det her til et opgør om den danske udlændingepolitik, den ligger selvfølgelig fast.
     Inden for rammerne af udlændingepolitikken ønsker regeringen dialog, og regeringen har gennem meget lang tid haft en god dialog. Det er klart, at dialog jo altid er præget af det, jeg vil kalde gensidig forståelse - netop gensidig, for det gensidige består selvfølgelig i, at vi skal sætte os ind i fremmede kulturers og religioners måde at tænke på og opfatte ting på. Men gensidig forståelse er altså også, at de, der kommer her til Danmark, skal forstå, at det danske samfund fungerer, som det gør, og at et af de afgørende omdrejningspunkter her er ytringsfrihed - det er i øvrigt også religionsfrihed og respekt for hinandens religiøse følelser.

Nu er der jo ikke nogen, der har talt om at begrænse ytringsfriheden. Det er noget, som statsministeren hele tiden hiver frem. Jeg har faktisk ikke hørt nogen sige, at de ønskede at begrænse ytringsfriheden. Og derfor synes jeg, at det er helt forkert at køre den vej.
     Jeg synes egentlig talt, at når nu vi ser, at der blandt muslimer er nogle, som er stærkt kritiske over for regeringens udlændingepolitik, og når man kan se både af ambassadørernes breve og af alt, hvad der i øvrigt skrives om årsagen til, at vi er kommet så langt ud, som vi er, nemlig at vi kan blive genstand for den konflikt, som vi nu er i centrum af, så skal årsagen findes i den danske udlændingedebat.
     Jeg kan ikke forstå, at man bare kan afvise det. Er det helt uden for statsministerens erkendelsesevne at se, at den måde, hvorpå vi selv her i vores land har behandlet muslimer, kan være en del af det problem, som der reageres imod ude i verden?

For nu at sige det lige ud er Danmark faktisk et samfund, som behandler muslimer så vel som andre medlemmer af religiøse samfund rigtig godt, vil jeg gerne sige.
     Det danske samfund er i det hele taget et meget åbent, et meget tolerant samfund. Den danske befolkning har et meget åbent og meget frisindet syn på de mennesker, der kommer hertil, når og hvis de vil yde et positivt bidrag til det danske samfund. Det er klart min opfattelse, at det er den almindelige holdning i den danske befolkning - og det er også understøttet af mange undersøgelser - at det er sådan, danskerne ser på de indvandrere, der er kommet hertil.
     Så jeg vil slet ikke anerkende det billede af, at udlændingepolitikken i Danmark skulle være årsag til det her, eller at vi behandler indvandrere dårligt. Tværtimod, i forhold til situationen i så mange andre lande er de problemer, vi har i Danmark med integrationen, overkommelige, de er til at håndtere.
     Det er en stor udfordring, det erkender vi, og vi gør alt, hvad vi kan for at få skaffet mere uddannelse og mere arbejde til indvandrere. Men jeg kan ikke anerkende hr. Frank Aaens negative billede af, hvordan danskerne behandler indvandrere.

Der har igen meldt sig to medspørgere. Jeg vil sige, at der kun er plads til to medspørgere, men vi prøver at fordele dem, så vi får så alsidigt et billede af debatten som muligt. Den første er hr. Søren Espersen, og den anden er hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Enhedslisten er jo nu i gang med - det har de i øvrigt været
i flere dage - at tegne sådan et billede af, at det, vi nu oplever med ambassadeafbrændingerne er på grund af regeringens og Dansk Folkepartis udlændingepolitik - en politik, som Socialdemokratiet i øvrigt er en del af. Vi skal lige huske midt i alt det her, at de faktisk er en del af den. Jeg vil bare lige bruge lejligheden til at slå fast, at det altså ikke er Dansk Folkeparti, der har tegnet de tegninger. Det var ikke engang os, der fandt på det. Det synes jeg er vigtigt for historien. Jeg vil også, når man taler om tonen i debatten, bede statsministeren om at bekræfte, at de bøller, der løber rundt
i Gaza, på Vestbredden, i Indonesien og i Damaskus, ingen fornemmelse for tonen i den danske udlændingedebat har. Kan statsministeren bekræfte det?

Det kan jeg selvfølgelig et hundrede procent bekræfte. Jeg tror såmænd knap nok, at de kender noget til tegningerne, som nu angives at skulle være årsagen til det hele, og langt mindre selvfølgelig til den danske udlændingelovgivning.
     Det handler om noget helt andet, og det er også derfor, at jeg må tage kraftig afstand fra Enhedslistens forsøg på at dreje det her til at blive et indenrigspolitisk opgør. Jeg synes faktisk, at situationen er for alvorlig til ligesom at misbruge den i et indenrigspolitisk øjemed, når det er åbenbart for enhver, at det, der har gjort, at der er blevet hældt benzin på bålet, er, at der er nogen, der har spredt misinformation i muslimske samfund om, hvordan situationen er
i Danmark. Det, der nu er kommet ud af en række regeringers kontrol
i en række muslimske lande, er, at fanatikere, ekstremister og fundamentalister prøver at misbruge den her situation til at fremme deres egen dagsorden. Det er jo det, det drejer sig om, og i den sammenhæng synes jeg ærlig talt, at det er lidt sølle, at Enhedslisten så prøver at misbruge det i et indenrigspolitisk spil.

Tak for svaret, som glæder mig.
     Vi kunne måske føje til, at når det bliver nævnt, at nu kan man ikke længere rejse rundt med Dannebrog, nu er det en helt anden situation, nu møder man uvilje osv., så har Dansk Folkeparti jo, specielt fru Pia Kjærsgaard, som bliver angrebet i den her sag på grund af forskellige holdninger, faktisk sagt det samme igennem en årrække, hvor der ingen ambassadeafbrændinger har været, og hvor danske varer ikke blev boykottet. Det startede først for 1 måned siden.
     Kan statsministeren ikke bekræfte - nu skal han ikke stå og bekræfte, hvad fru Pia Kjærsgaard siger - at det, der nu kommer fra Dansk Folkeparti ikke er noget nyt? Det har vi faktisk sagt i de 10 år, som partiet har eksisteret, uden at man har reageret i den arabiske verden med at brænde vores ambassader ned.

Jo, men jeg vil holde mig til det helt overordnede. Vi kan jo se, at sagen har udviklet sig så voldsomt, fordi der simpelt hen er spredt en masse misinformation og løbende bliver spredt en masse misinformation om holdninger i Danmark, om situationen i Danmark, om forholdene i Danmark. Dertil kommer så, at der er ekstremister, som ønsker at misbruge den her situation til deres egne formål.
     Det er simpelt hen det, den her sag drejer sig om, og alle forsøg på at komme uden om det synes jeg ærlig talt smager af, at man vil bruge det til et indenrigspolitisk formål.

Jeg tror, at forudsætningen for, at man kan løse en så alvorlig konflikt som den, vi står i nu, er, at man forstår konflikten.
     Derfor tror jeg også, at det måske er på sin plads, nu hvor statsministeren siger, at den her sag er begyndt at handle om meget mere end tegningerne, at fastholde, at den henvendelse, som statsministeren fik fra de 11 ambassadører ikke kun drejede sig om tegningerne, faktisk ikke tilnærmelsesvis kun drejede sig om tegningerne, men drejede sig om en lang række forhold, hvor de mente, at dansk politik og diverse udtalelser, bl.a. fru Louise Freverts meget nedladende udtalelser, som de direkte henviser til i brevet, medvirkede til at skabe en stemning, som de var bange for. Det var ikke kun tegningerne, der blev nævnt i et brev tilbage fra den 12. oktober 2005.

     Blot for at det her ikke skal blive til et spørgsmål om små indenrigspolitiske fnidderier i det lille Danmark kan vi jo referere til, hvor berygtede Dansk Folkeparti er ude i den store verden, når det er sådan, at de på en delegationsrejse med Udenrigsudvalget bliver konfronteret med, at et medlem af Zanzibars parlament siger, at hans opfattelse er, at Dansk Folkeparti er racistisk. Så er vi altså kommet lidt længere end til den danske grænse.
     Derfor er problemet også ...

Så tror jeg, at vi skal give statsministeren mulighed for at svare.

Jeg tager kraftigt afstand fra hr. Jørgen Arbo-Bæhrs fremstilling af forholdene her i landet.
     Når vi nu snakker om delegationsrejser, kan jeg godt fremhæve en delegationsrejse, som i hvert fald efter alt at dømme har bidraget til at hælde benzin på det her bål, og det var en delegationsrejse, som medlemmer af muslimsk-religiøse samfund foretog til Mellemøsten. Jeg tror ret præcist, at vi kan sige, at den rejse eller i hvert fald efterdønningerne fra den rejse har været med til at hælde benzin på bålet. Det er det, Enhedslisten ikke så gerne vil forholde sig til, nemlig hvad der er den reelle årsag til, at den her krise er opstået.
     Vi havde en debat her i landet over nogle måneder. Det blev holdt som en dansk debat. Jeg tog fat på emnet i min nytårstale, nytårstalen blev positivt modtaget i en række arabiske lande, og så blev der pludselig spredt misinformation, og sagen begyndte at udvikle sig, som vi nu har set. Det er realiteterne.

Der er mange ting, der har været med til hælde benzin på det bål, og for at det skal være helt klart, er jeg enig med statsministeren i, at den delegationsrejse til Mellemøsten, som nogle imamer foretog, var en af tingene.
     Statsministeren har klart taget afstand fra de udtalelser, der kom på den rejse. Men der er de andre ekstremister, de andre, der bærer ved til bålet her, nemlig dem, der udbreder alle mulige nedladende udtalelser om muslimer. Det kunne være, at det ville hjælpe, hvis statsministeren lige så klart ville tage afstand fra deres udtalelser som fra andre ekstremisters udtalelser. Så ville vi nemlig kunne dæmpe det problem, at der er mange usande udtalelser i spil i det her.

Jamen det var netop det emne, jeg tog fat på i min nytårstale, hvor jeg meget klart understregede, at regeringen tager afstand fra enhver udtalelse eller enhver handling, som sigter på eller har til resultat, at man dæmoniserer grupper af mennesker på baggrund af deres religion eller på basis af deres etniske baggrund. Det sagde jeg meget klart i min nytårstale.

Ja, det gør statsministeren da også meget klart flere gange - bare ikke, når det er fra en af statsministerens politiske venner.
     Jeg synes, det er beklageligt, hvis statsministeren ikke evner at se, at tegningerne kun var dråben, der fik bægeret til at flyde over og langt ud over, hvad nogen af os kunne drømme om, og langt ud over, hvad der er behageligt og rart at se på, helt enig, men de var en dråbe og ikke hele bægeret.
     Men til sidst: Kan vi ikke få den anerkendelse fra statsministeren, at det muslimske samfund i Danmark, når vi ser bort fra et par imamer, i den her situation har optrådt ualmindeligt ansvarligt og gjort en meget fin indsats for at prøve at få det her landet til gavn for dem og til gavn for det danske samfund?

Jeg glæder mig over, at det helt massive flertal af muslimer, der bor i Danmark, dagligt yder et positivt bidrag til det danske samfund og bestemt ikke føler sig dækket af de ekstremistiske holdninger, som vi nu ser udfolde sig i de forfærdelige uroligheder, vi er vidne til rundtomkring i verden. Det er der grund til at glæde sig over.

     Men jeg må altså vende tilbage til, at der desværre var nogle, som fandt anledning til at foretage en rejse. Og i kølvandet på den rejse er der spredt en masse misinformation. Der er måske oven i købet også vist og fordelt afbildninger af profeten, som efter alt, hvad der foreligger oplyst, aldrig nogen sinde har været offentliggjort af nogen avis i Danmark - det er blot som eksempel på den misinformation, vi er stillet over for. Det er nok i virkeligheden det, der var dråben, som fik bægeret til at flyde over.

Hermed sluttede spørgsmålet.

Det var afslutningen på det fjerde og sidste spørgsmål til statsministeren. Vi siger tak til statsministeren.
     I overensstemmelse med, hvad jeg tidligere har oplyst, går vi nu til spørgsmål 7, som derved bliver spørgsmål 5. Og det er et spørgsmål stillet af Ole Stavad til beskæftigelsesministeren.