Spm. nr. S 1952

2) Til statsministeren af:
Morten Homann (SF):
»Hvilke konsekvenser vil statsministeren drage over for videnskabsministeren i anledning af, at denne har oversendt en besvarelse til Udvalget for Videnskab og Teknologi, hvori den centrale passage i en båndudskrift fra et åbent samråd er bortredigeret?«

Efter statsministerens sidste svada vil jeg lade det være op til offentligheden at vurdere, hvem det er, der er i en trist tid, og hvem det er, der er presset; det synes jeg taler for sig selv. Tværtimod er jeg opmuntret, efter at det er lykkedes at få videnskabsministeren til at indrømme, at det faktisk ville have været bedre at opstramme kravene til gruppeeksamen end at afskaffe den, og da der faktisk er en vis bevægelse i regeringens politik på dette område, er jeg meget optimistisk.
     Men spørgsmålet drejer sig om noget andet. Det drejer sig om, at statsministeren jo gentagne gange har slået fast, at han ikke vil tolerere nogen slinger i valsen fra sine ministres side, og at det er regeringens politik at gøre op med slaphed og mangel på konsekvens. Derfor var det med nogen undren, jeg kunne læse efter statsministerens pressemøde i går, at sagen tilsyneladende ikke får nogen konsekvenser overhovedet, at det tilsyneladende er en gratis omgang for den siddende regerings ministre at manipulere med citater til Folketinget, og at den slags sager ikke giver statsministeren anledning til at tage nogen som helst initiativer.

Det kan godt være, hr. Morten Homann har stillet to spørgsmål, men svaret er det samme, og derfor kan jeg i det hele henholde mig til, hvad jeg allerede har sagt.

Det er jo ret fantastisk, hvor højt statsministeren kan svinge sig op til ikke at tage den samlede opposition i Folketinget alvorligt, ikke tage en henvendelse fra Folketingets Præsidium alvorligt og i øvrigt ikke tage spørgsmål i Folketingets spørgetid alvorligt. Det synes jeg taler for sig selv, og jeg tillader mig at citere fra statsministerens egen grundlovstale i 2001:
     Efter næsten 9 år ved magten er Socialdemokratiet begyndt at se statsapparatet som sit eget partiapparat, og det har betydet en endeløs række af eksempler på kammerateri, magtmisbrug og foragt over for Folketinget. Citat slut.
     Hvis man udskifter 9 med 4 og Socialdemokratiet med Venstre, tror jeg faktisk, de fleste vil mene, at citatet passer meget godt til statsministerens opførsel lige nu. Et er, at videnskabsministeren bevidst eller ubevidst manipulerer med et citat over for Folketinget, men at statsministeren som chef for videnskabsministeren, der er citatets bagmand, ikke er i stand til at svinge sig op til en mere dybtgående reaktion i denne sag, synes jeg siger noget om, hvor dyb folkestyrets krise er.

Jeg hørte ikke noget spørgsmål i hr. Morten Homanns sidste indlæg, og derfor kan jeg i det hele henholde mig til, hvad jeg allerede har sagt.

Så vil jeg spørge statsministeren: Deler statsministeren ikke min vurdering, nemlig at havde det været enhver anden medarbejder i dette land, som havde manipuleret med et citat
i en offentlig besvarelse som denne, var vedkommende efter al sandsynlighed øjeblikkelig blevet afskediget, og alt afhængigt af sagens alvor ville vedkommende have fået en straffesag på halsen eller i hvert fald som minimum fået en meget kraftig påtale fra sin chef? Ville det ikke have været tilfældet, hvis det havde været enhver anden medarbejder i dette land og ikke en minister i statsministerens regering?

Den slags hypotetiske spørgsmål ønsker jeg altså ikke at forholde mig til. Jeg kan bare sige, at jeg allerede fra starten på regeringens vegne har beklaget det forløb, sagen har haft, og derudover har videnskabsministeren direkte over for Folketinget, over for Videnskabsudvalget og over for spørgeren beklaget forløbet. Så er der helt ærligt ikke mere at gøre efter min mening.

Så er det hr. Rasmus Prehn som medspørger.

Jeg vil for en kort stund prøve at spille med på statsministerens præmisser om, at det er en fejl, der er sket her.
     Statsministeren sagde i et tidligere svar, at ingen, der havde været til stede ved samrådet, kunne være i tvivl om, hvad det var, der var blevet sagt, og det er fuldstændig rigtigt. Vi var alle sammen af den opfattelse, at videnskabsministeren rent faktisk udtrykte tvivl om regeringens politik, og at videnskabsministeren faktisk sagde, at det havde været klogere at ændre eksamensbekendtgørelsen og opstramme gruppeeksamen frem for helt at forbyde den.
     Vi var alle sammen af den opfattelse. Den eneste, der ikke kan huske, hvad der blev sagt, er åbenbart videnskabsministeren selv, og vil statsministeren drage konsekvensen af, at han har en minister, der ikke kan huske, hvad han selv har sagt? Og vil statsministeren drage konsekvensen af, at han har en minister, som ikke udtrykker det, som er regeringens politik?

Det generelle svar på det spørgsmål er jo, at enhver minister udtaler sig på regeringens vegne, og at enhver minister repræsenterer regeringens politik. Det gør videnskabsministeren også, og videnskabsministeren står fuldstændig bag regeringens ønske om at reformere gruppeeksamen, så det fremover bliver på den måde, at man godt kan udføre et gruppearbejde som led i undervisningen, men når de studerende skal eksamineres, skal de gå op hver for sig.
     Jeg har svært ved at forstå, at venstrefløjen og Socialdemokraterne kan være så uenige i det. Det turde dog være en rimelig ting, at man bedømmer den enkelte på, hvad den enkelte kan. Vi skal væk fra, at nogle kan komme gratis med på en slæber, fordi der kun er to i en gruppe på fire, der laver arbejdet, mens de andre to bare slipper igennem uden rigtig at lave noget, men alle får samme karakter. Vi har ikke noget imod gruppearbejde. Det er fint som et led i undervisningen, men vi vil bare have det sådan, at når man skal op til eksamen, skal hver enkelt bedømmes for sig. Det er jo det politiske indhold i denne sag, og det havde været interessant at diskutere det i stedet for nogle procedurespørgsmål.

Vi ville også gerne have taget en drøftelse med statsministeren om det politiske i spørgsmålet, men nu er det jo sådan, at statsministeren meget, meget sjældent ønsker at svare på spørgsmål, som drejer sig om ressortområder. Vi har haft en lang stribe tilfælde, hvor statsministeren har nægtet at svare, fordi det handler om den enkelte ministers ressort, så den diskussion kan vi slet ikke få, og derfor er det hypotetisk at komme med det svar.
     Statsministeren siger, at regeringen ønsker at reformere gruppeeksamen, men det er jo ikke tilfældet. Nu kan statsministeren heller ikke huske, hvad der er regeringens politik, men regeringen ønsker at forbyde gruppeeksaminer, så der er ikke tale om nogen reformering. Gruppeeksaminer kan slet ikke gennemføres fremover, så jeg synes måske, statsministeren lige skulle komme lidt ned i tempo. Så er det måske lidt lettere at huske, hvad man selv har sagt, og hvad der er regeringens politik på dette område.
     Jeg vil gerne uddybe mit spørgsmål en gang til. Vi har altså en videnskabsminister, som i et samråd har givet udtryk for en anden politisk holdning end den, regeringen officielt har. Da han bliver konfronteret med det, beskylder han et andet folketingsmedlem for at lyve, og efterfølgende fremsender han et referat, hvor lige præcis den sætning, der er spurgt til, er forsvundet. Har statsministeren slet ikke tænkt sig at kulegrave den situation? Man kan jo gå ind i dokumentet og undersøge, hvem der har slettet sætningen, og hvis det ikke er videnskabsministeren, der har slettet den, lider han jo af hukommelsestab, og kan man leve med en minister, der gør det?

Nej, men jeg går ud fra, at de medlemmer, der var til stede ved samrådet, ikke lider af hukommelsestab, og så må de jo meget tydeligt kunne huske, hvad videnskabsministeren har sagt.
     Jeg synes også, det fremgår af debatten, at der er noget, der tyder på det. Man er fuldstændig klar over det, men så kom der bagefter en båndudskrift af det, der blev sagt, og her manglede der en sætning. Det er selvfølgelig en fejl, det er beklageligt, og det har videnskabsministeren også beklaget. Men helt ærligt: Når man kigger på det samlede forløb og ser på størrelsen af sagen, må jeg altså sige, at den ikke berettiger til andet og mere end det, der er gjort, nemlig at jeg på regeringens vegne har beklaget forløbet, og at videnskabsministeren direkte over for Folketinget, Videnskabsudvalget og spørgeren har beklaget forløbet. Det er så det.

Så er det hr. Ole Sohn som medspørger.

Når jeg tager ordet igen, er det sådan set, fordi jeg tror, statsministeren måske har misforstået spørgsmålet og hele baggrunden for, at vi har rejst sagen. Der er sådan set ikke tale om, at en minister af vanvare er kommet til at sige noget forkert, altså at der er røget en finke af panden. Der er jo tale om, at der er foretaget en bevidst manipulation af svaret, og vi havde sådan set forventet, at statsministeren havde taget det lidt mere seriøst.
     Jeg ved godt, at der er forskel på at være statsminister
i en mindretalsregering og statsminister i en regering, som de facto er en flertalsregering. Når man som statsminister er leder af en regering, som de facto er en flertalsregering, kan man jo gøre, hvad man har lyst til, men det stiller lidt større menneskelige krav, når der skal udvises et reelt lederskab. Det, statsministeren i virkeligheden siger til Folketinget, er: Mine ministre må gerne gøre, hvad de har lyst til, og de må gerne fifle med svarene. Går den, så går den, og skulle det blive opdaget, skal de bare sige: Jeg beklager. Så gør jeg ikke mere ved det. Det er jo en lidt arrogant holdning, og det er i hvert fald milevidt fra den holdning, som statsministeren gav udtryk for i 2001, hvor han med foragt i stemmen omtalte den forrige regerings foragt for Folketinget. Jeg tror sådan set, statsministeren skulle prøve at tænke lidt over, om han ikke skulle have lidt mere konsekvens
i sine handlinger og udvise lidt mere respekt for Folketinget. Der er jo en grund til, at Folketinget ikke har ønsket at deltage i en konference med regeringen om at skabe et bedre samarbejde, nemlig at regeringen ikke ønsker at samarbejde med Folketinget.

Jeg kan høre, at tonen bliver mere og mere skinger og langt, langt overstiger, hvad det spørgsmål, vi behandler her, overhovedet kan bære.
     Selvfølgelig må ingen minister fifle med svar over for Folketinget. En minister skal afgive korrekte svar til Folketinget, og her er der altså sket det, at en minister først har afgivet mundtlige svar, som alle har hørt, og bagefter er der lavet en skriftlig gengivelse, hvor der mangler en sætning. Det er en fejl, det er beklageligt, og det er beklaget.
     Når jeg ser på det samlede forløb af sagen, må jeg altså sige, at jeg ikke mener, den kan bære andet og mere end netop en beklagelse. Selvfølgelig skal man altid vurdere sådanne sager med alvor, og det gør jeg selvfølgelig også, men jeg vurderer hver enkelt sag netop for at kunne give en bedømmelse af, hvor alvorlig den så er, og denne sag synes jeg altså ikke berettiger til mere.

Jeg vil næsten sige det på den måde, at det mindste, statsministeren burde have gjort, var at sige til sin videnskabsminister i fuld offentlighed: Den form for manipulation er decideret utilstedelig, og det er første, sidste og eneste gang, jeg som leder vil se det. Så havde jeg kunnet forstå det.
     Men når statsministeren på den måde negligerer alvoren i den måde, ministeren har optrådt på, får man indtryk af, at regeringen ikke ser Folketinget som en reel og seriøs samarbejdspartner. Det synes jeg er dybt beklageligt, det tror jeg sådan set også mange andre i Folketinget synes, og det er også en af forklaringerne på, at der ikke er holdt en konference om, hvordan samarbejdet mellem regering og Folketing kan forbedres.
     Jeg kan slet ikke forstå, at statsministeren ikke kan se, at det er et problem. Jeg ved godt, at statsministeren har et parlamentarisk flertal i Folketinget, men derfor kan man jo godt handle på en ordentlig måde.

Jeg synes, vi kører i ring, og jeg kan ikke føje meget nyt til.
     Det må fuldstændig stå for hr. Ole Sohns egen regning, når han kalder det bevidst manipulation. Der er helt klart sket en fejl, og den har videnskabsministeren givet en redegørelse for. Han har beklaget den dybt over for Folketinget, og jeg har i dag gentaget beklagelsen på regeringens vegne, for selvfølgelig skal også en skriftlig gengivelse af, hvad der er sagt mundtligt, være korrekt.

Så er der et afsluttende spørgsmål til hr. Morten Homann.

Jeg tror, der er mange, som er lidt rystede over, hvor vide rammer statsministeren som chef i virkeligheden giver sine ministre. Jeg tror, de fleste opfatter det som slaphed og mangel på konsekvens, at det åbenbart kan lade sig gøre at give en manipuleret besvarelse til Folketinget, uden at det overhovedet får nogen konsekvenser. Ikke engang antydningen af en irettesættelse har statsministeren givet videnskabsministeren. Jeg tror også, der er mange, som synes, det er udtryk for foragt over for Folketinget, at statsministeren ikke har ønsket at gå ind i en nærmere drøftelse af sagen eller det spørgsmål, om der muligvis skal drages nogle konsekvenser af den over for videnskabsministeren.
     Jeg har bare ét spørgsmål tilbage. Ikke bare den samlede opposition i Folketinget, men også statsministeren har jo fået en henvendelse fra Folketingets Præsidium. Er det statsministerens hensigt at besvare henvendelsen fra Folketingets Præsidium, eller vil Folketingets Præsidium få den samme gang sniksnak, som Folketinget er blevet udsat for her i dag?

Hr. Morten Homann afslører med sit ordvalg, hvad det hele har drejet sig om. Det har jo ikke været substansen, det har ikke været det reelle i det her. Det har været en anledning til at få sagt nogle ukvemsord til regeringen og til mig, men lad nu det være.
     Naturligvis er det sådan, at jeg svarer på alle de henvendelser, jeg får fra Præsidiet.

Hermed sluttede spørgsmålet.

Der er endnu et spørgsmål til statsministeren, og det er fra hr. Jens Peter Vernersen.