Spm. nr. S 1951

1) Til statsministeren af:
Morten Homann (SF):
»Vil statsministeren redegøre for, i hvilket omfang det er i overensstemmelse med regeringens ønske om at betjene Folketinget uden at lyve og manipulere med sandheden samt i overensstemmelse med lov om ministres ansvarlighed, at videnskabsministeren har oversendt en besvarelse til Udvalget for Videnskab og Teknologi, hvori den centrale passage i en båndudskrift fra et åbent samråd er bortredigeret?«

Skriftlig begrundelse

Videnskabsministeren har i sin besvarelse af Udvalget for Videnskab og Teknologis spørgsmål 7, alm. del, angivet at:
     »Det er direkte usandt, når spørgeren påstår, at jeg under det åbne samråd den 7. december 2005 i Videnskabsudvalget om afskaffelse af gruppeprøver, som spørgsmålet antyder, tilkendegav, at en opstramning af kravene til gruppeeksamen sikkert ville have været bedre end at forbyde denne eksamensform.
     Det, jeg sagde under samrådet, var ifølge båndudskriftet: (&) »Nu drager du (Morten Homann) en konklusion, der ikke indgik i min besvarelse. Jeg sagde, at man godt kunne have foretaget de opstramninger, du foreslog. Det er der ikke noget i vejen for. Det er jo ikke det, vi har besluttet. Vi har besluttet en anden og en ny måde at gøre det på. Det ene behøver ikke udelukke det andet. Regeringen har bare ønsket en anden løsning. Morten Homanns slutning er noget, han selv drager, og ikke noget, der overhovedet indgik
i mit svar på det første spørgsmål«. Den korrekte udskrift af optagelsen af samrådet er imidlertid: »Nu drager du selv en konklusion, som der jo ikke indgik i min besvarelse. Jeg sagde, at man godt kunne have foretaget de opstramninger, som du nævnte. Det er der ikke noget i vejen for. Og det ville sikkert have været bedre. Men det er jo ikke det, vi har besluttet. Vi har besluttet en anden og en ny måde at gøre det på. Det ene behøver ikke udelukke det andet. Den her regering har bare ønsket en anden løsning. Så derfor: Morten Homanns slutning er noget, han selv drager, som ikke overhovedet svarer til det, jeg gav som besvarelse på det første spørgsmål«. Den centrale sætning »Og det ville sikkert have været bedre« er således bortredigeret i videnskabsministerens besvarelse.

Spørgsmålet er jo i alt væsentligt skriftligt begrundet, men det er alligevel ganske interessant, hvad statsministeren vil svare i en alvorlig sag, som jo handler om både den aktuelle diskussion om, hvordan regeringen ønsker at betjene Folketinget som grundlag for Folketingets arbejde, og lov om ministres ansvarlighed, altså hvad det er for nogle krav, som statsministeren som chef for regeringen stiller til sine medarbejdere, ministrene, i deres besvarelser af spørgsmål fra Folketinget. Så jeg har set meget frem til statsministerens besvarelse.

Det er selvfølgelig sådan, at regeringen lægger overordentlig stor vægt på at betjene Folketinget bedst muligt, og derfor finder jeg det da også meget beklageligt, når der sker fejl i forbindelse med den betjening, uanset at dette jo som bekendt er menneskeligt.
     Videnskabsministeren, som det her drejer sig om, har over for Videnskabsudvalget, over for Folketinget og over for spørgeren skriftligt redegjort for, hvordan der er opstået en fejl i ministeriet i forbindelse med videnskabsministerens besvarelse af et spørgsmål fra Videnskabsudvalget. Ministeren har klart og utvetydigt beklaget fejlen, og han har påtaget sig det fulde ansvar for det passerede, så på den baggrund har jeg ikke yderligere bemærkninger til den sag.

Vil statsministeren ikke uddybe, hvad det indebærer, at videnskabsministeren har påtaget sig det fulde ansvar for sagen? Er det en gratis omgang, eller hvad ligger der i det udtryk?
     Så kan jeg ikke lade være med at spørge, om det generelt er udtryk for statsministerens holdning til lov om ministres ansvarlighed, at fejl er sådan noget, man undskylder og beklager. Der sker en fejl, og så taler man ikke mere om det.

Jeg kan ikke føje meget til, hvad jeg allerede har sagt, ud over måske at sige, at jeg har svært ved at opfatte det her overhovedet som en sag for nu at sige det ligeud. Altså, det er så lidt, som det næsten overhovedet kan være.
     Det drejer sig om, at videnskabsministeren er kommet med nogle udtalelser under et samråd. Alle har hørt de udtalelser, også hr. Morten Homann. Hr. Morten Homann er jo fuldstændig klar over, hvad videnskabsministeren har sagt. Efterfølgende er der så kommet et skriftligt referat eller, kan man sige, en afskrift af de mundtlige udtalelser. I den afskrift har der så været en fejl, idet der var noget, der ikke var med, og det er det. Hr. Morten Homann kunne jo også have sagt: Jamen da jeg selv har hørt, hvad ministeren har sagt, så vil jeg lige pege på, at der er noget, der mangler. Det er jo altså, hvad der er i den sag.

Jeg synes, statsministeren skulle gøre sig den ulejlighed at læse videnskabsministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål 7, hvori det manipulerede citat af båndudskriften også forekommer, og hvor han direkte beskylder spørgeren, mig selv, for at lyve i den her diskussion. Så det er noget mere vidtrækkende end som så.
     Men jeg kan jo alligevel heller ikke lade være at spørge statsministeren, om ikke han finder det påfaldende, at lige netop det citat, som der eksplicit blev spurgt til i det spørgsmål, som blev stillet gennem Videnskabsudvalget, at lige netop det citat, som var det mest centrale under samrådet, og det, som hele det skriftlige spørgsmål handler om, beklageligvis ved et uheld desværre er faldet ud af teksten. Er det ikke næsten for godt til at være sandt?

Det ved jeg virkelig ikke noget om. Det har videnskabsministeren redegjort for, og det har jeg ikke mere at føje til. Men jeg vil gerne sige til hr. Morten Homann, at man naturligvis aldrig skal beskylde andre mennesker for at tale usandt, medmindre man er, havde jeg nær sagt, mere end hundrede procent sikker på, at det er sådan, det forholder sig.
     Det er selvfølgelig stærkt beklageligt, at videnskabsministeren er kommet til det, det har han også beklaget og undskyldt, også over for hr. Morten Homann selv, og så synes jeg ærlig talt ikke, der kan koges mere suppe på den pind, for nu at sige det rent ud. Måske var det også væsentligere, hvis hr. Morten Homann nu beskæftigede sig med noget politik i stedet for en sådan rent ud sagt petitesse som det her.

Jeg kan ikke lade være med at blive lidt rystet over den måde, statsministeren fejer det her af bordet på som noget uvæsentligt, og over bemærkningen om, at hr. Morten Homann så hellere skulle beskæftige sig med noget politik. Sagen er jo, at det her netop handler om politik. Sagen handler om, at lige præcis det citat, som hr. Morten Homann spurgte ind til, handlede om politik.
     Det handlede om, at vi har en videnskabsminister i Danmark, som på et samråd mere end antydede, at han havde en anden politik end den, regeringen har. Det var nok så interessant. Da hr. Morten Homann prøvede at konfrontere undervisningsministeren med, at kollegaen, videnskabsministeren, havde en anden holdning til det her spørgsmål, var der lige pludselig et referat fra det her møde, hvor lige præcis den sætning manglede.
     Det er da politik. Det er da politik, at man har en videnskabsminister, som melder ud, at han sådan set godt kunne se, det var mere hensigtsmæssigt at ændre en eksamensbekendtgørelse end helt at forbyde gruppeeksamener. Det er da politik. Hvad er statsministerens kommentar til det?

Jamen det er da meget enkelt, for videnskabsministeren står naturligvis fuldstændig bag regeringens politik på det her område. Det er det, det hele handler om, og så er vi ovre
i det politiske, nemlig at regeringen ønsker en reform af eksamenerne, sådan at vi altid er sikre på, at den enkelte studerende bliver eksamineret, og vi får afprøvet, hvad den enkelte studerende kan. Derfor har videnskabsministeren ønsket at ændre reglerne om gruppeeksamen, sådan at man ikke kan gå op som en gruppe, men man kan gå op enkeltvis, hvad jeg synes er det eneste fornuftige i denne verden. Selvfølgelig kan man lave undervisning i gruppearbejder, projektarbejder osv. - det kan man bare køre videre med - men når man kommer til eksamen, så skal hver enkelt eksamineres for sig. Det er det politiske i den her sag, det er regeringens politik, og det er også den politik, som videnskabsministeren fører.

Nu kom den her sætning, som jo er taget ud, netop i en sammenhæng, hvor vi på et samråd konfronterede videnskabsministeren med, at der var massive protester. Der var protester fra store dele af erhvervslivet, fra rektorkollegiet, fra censorkorps, fra studerende, fra lærere osv. Der var en meget massiv protest, som virkelig fylder meget.
     Kan statsministeren fuldstændig stiltiende se til, at man har en minister, som på et samråd sådan set giver udtryk for en anden holdning end den, regeringen har, og når han så bliver konfronteret med, hvad han har sagt, så forsvinder den sætning lige pludselig.
     Er det virkelig den måde, statsministeren agerer på over for sine ministre, at han siger: Nå ja, pyt med det, de kan sige hvad som helst. Og hvis der forsvinder noget efterfølgende, selv om der blev spurgt ind direkte til den sætning, trækker man bare på skuldrene. Er det den ansvarsfølelse, statsministeren har over for sine ministre, og den måde, der bliver ført politik på i Danmark?

Man skulle virkelig tro, at det her drejede sig om et stort spørgsmål, men vel: Når man ser videnskabsministerens udtalelser i sin helhed, fremgår det jo meget klart, at videnskabsministeren arbejder på at få ændret reglerne om gruppeeksamen. Det er regeringens politik, det er videnskabsministerens politik, og det er der ingen der er i tvivl om, når man læser det, videnskabsministeren har sagt i sin helhed.

     Men lad mig så gentage, hvad jeg startede med at sige:
Selvfølgelig skal det da også være sådan, at når man så efterfølgende laver en båndafskrift af, hvad der er sagt, så skal det hele selvfølgelig med, og det er da beklageligt, at det ikke kom med. Det har videnskabsministeren både forklaret og undskyldt, og så synes jeg ærlig talt ikke, der er mere at gøre i den sag.

Så er det hr. Ole Sohn som medspørger.

Jeg må indrømme, at jeg er en lille smule forundret over statsministerens måde at tackle sagen på. Statsministeren siger, det her er en tynd kop te, det er en petitesse, og det er ærlig talt for meget at gøre ud af sådan en lille sag.
     Virkeligheden er jo, at statsministeren har en minister, som bevidst - åbenlyst bevidst - har fordrejet et referat. Det er en ganske alvorlig sag. Den er faktisk så alvorlig, at Præsidiet har skrevet til statsministeren for at udbede sig en forklaring. Så synes jeg, det er lige groft nok, at statsministeren siger, det er en petitesse.
     Har statsministeren glemt, at den tidligere og også nuværende partiformand for Venstres grundlovstale i 2001 med foragt i stemmen kritiserede den forrige regering for at udvise foragt for Folketinget? Det er faktisk det, statsministeren er i gang med nu, og det, videnskabsministeren gør. Det kan man gøre, fordi man har flertallet, men det er ikke en køn måde at være statsminister på og være videnskabsminister på.
     Der burde måske være en lille smule mere respekt om folkestyret, om Folketinget, og statsministeren burde sige klart til videnskabsministeren, at dér er der trådt over stregen, sådan at det kan forstås, og ikke bare slå det hen som en petitesse.

Jamen jeg er allerede startet i dag med at svare, at regeringen lægger stor vægt på at betjene Folketinget bedst muligt, og at det selvfølgelig er stærkt beklageligt, hvis der sker fejl i den betjening. Det er også derfor, videnskabsministeren både over for Videnskabsudvalget, over for Folketinget og over for den oprindelige spørger skriftligt har redegjort for, hvordan der er opstået en fejl
i ministeriet i forbindelse med besvarelsen af et spørgsmål fra Videnskabsudvalget. Så er det, jeg siger: Når det er beklaget, det er forklaret, det er undskyldt, så er der ærlig talt ikke mere at gøre. Jeg ved ikke, hvad hr. Ole Sohn så vil mene sagen kunne berettige til. Og lad mig så minde om, at den her sag jo ikke drejer sig om, at der er nogen, der forsøger at lyve over for Folketinget, at give usande oplysninger. Alle, der var til stede på det samråd, har hørt, hvad videnskabsministeren har sagt. Ingen er i tvivl om, hvad han har sagt. Bagefter er der en fejl i afskriften fra mødet, men de pågældende folketingsmedlemmer har været fuldstændig klar over, hvad videnskabsministeren har sagt.

Når jeg tager ordet, er det ikke, fordi jeg går ind i den konkrete sag - jeg deltog slet ikke i samrådet - med det er mere på grund af måden, statsministeren svarer på. Jeg mener sådan set, at det er en ganske alvorlig fejl, at man piller noget ud. Det er ikke en tilfældig sætning, det er ikke en fejl, det er jo helt åbenlyst bevidst. Spørgsmålet er jo stillet klart, og svaret er manipuleret lige så klart, og det er ganske alvorligt.
     Jeg har forstået, at statsministeren har beklaget, og det respekterer jeg også, men jeg synes bare godt, statsministeren også over for spørgeren kunne vise den respekt ikke at kalde det en petitesse, når en af statsministerens ministre åbenlyst manipulerer med et svar.
  Det var bare derfor, jeg tog ordet. Der synes jeg sådan set, at Folketinget fortjener en lidt bedre behandling og også et lidt bedre svar fra statsministeren.

Det står fuldstændig for hr. Ole Sohns egen regning, når han påstår, at der åbenlyst er manipuleret med svaret. Jeg henviser fuldstændig til videnskabsministerens redegørelse, jeg har ikke mere at føje til den.
     Jeg har på regeringens vegne beklaget, at den pågældende sætning var faldet ud af det skriftlige referat, der blev givet af, hvad der mundtligt var sagt i Videnskabsudvalget, og der er det bare, jeg siger: Når man skal bedømme alvoren i sådan et forløb, må man vel også lige tænke lidt på, hvad det rent faktisk er, der er foregået? Det, det handler om, er altså, at videnskabsministeren siger nogle ting under et samråd, som alle, der har deltaget i samrådet, har været klar over, har hørt. Bagefter er der en unøjagtighed i den skriftlige gengivelse, og det er selvfølgelig stærkt beklageligt, men hvad mere vil hr. Ole Sohn så gøre den sag til end netop at beklage den? Og det er sket.

Så er det hr. Morten Homann for et sidste spørgsmål.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om det lykkedes statsministeren at opnå, at der er nogen, som for alvor tror på, at lige netop den her sætning, som der ordret blev spurgt til, og som er den mest centrale bemærkning i det her samråd, helt af sig selv, ved et tilfælde, uden nogen som helst form for information forsvinder ud i den blå luft.

     Jeg synes, det er utroligt. Jeg har ikke personligt kunnet opdrive nogen, som for alvor tror på det, men jeg bliver selvfølgelig imponeret, hvis det lykkes for statsministeren at gøre det.
     Ærlig talt er jeg også lidt rystet over statsministerens åbenlyse foragt over for Folketinget. Det svar, som er afgivet til Folketingets Videnskabsudvalg, er åbenlyst manipuleret, den samlede opposition i Folketinget har henvendt sig til Præsidiet og bedt Præsidiet tage affære, og Præsidiet har efterfølgende bedt statsministeren om en uddybende redegørelse. At statsministeren så bare trækker på skuldrene og siger, at videnskabsministeren har beklaget det, og at statsministeren ikke agter at foretage sig videre i denne sag, er da det mest åbenlyse eksempel på foragt og ligegyldighed over for Folketinget.

Nu siger hr. Morten Homann jo det, han ville have sagt under alle omstændigheder. Ligegyldigt hvad jeg havde svaret i dag, ville det have været hr. Morten Homanns konklusion.
     Det eneste, hr. Morten Homann kan få ud af denne sag, er at beskylde mig for at vise foragt over for Folketinget. Hvis det er det, hr. Morten Homann vil have ud af det, og hvis det kan glæde hr. Morten Homann og muntre ham op i en trist tid, skal det være ham vel undt, men jeg er bare nødt til at sige, at gang på gang oplever man, at når politiske partier er svage på det politiske felt, prøver de at køre proceduresager, og det er lige præcis det, vi ser her.

Hermed sluttede spørgsmålet.