Skriftlig fremsættelse (14. december
2005)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
patentloven (ratifikation af ændringer i Den Europæiske
Patentkonvention).
(Lovforslag nr. L 104).
Lovforslaget sikrer, at Danmark ratificerer en
række ændringer i Den Europæiske Patentkonvention
(EPK).
Med ændringen indføres muligheden
for at den Europæiske Patentmyndighed (EPO) på
patenthavers egen foranledning kan foretage begrænsning eller
ophævelse af et allerede meddelt europæisk patent, med
umiddelbar virkning i Danmark. Endvidere justeres de danske regler
om afkald, så disse afspejler reglerne i EPK.
Da EPO€™s afgørelser har
umiddelbar virkning i samtlige medlemslande, tilføres EPO en
ny kompetence, som vedtagelsen af lovforslaget skaber hjemmel til.
Dog skal det understreges, at ændringerne af EPK er udformet
således, at den danske patentmyndighed, Patent- og
Varemærkestyrelsen, fortsat har kompetence til at
begrænse eller ophæve europæiske patenter.
For så vidt angår de
økonomiske og administrative konsekvenser vurderes det, at
de foreslåede ændringer vil have en positiv effekt for
dansk erhvervsliv. Indførelsen af de nye regler om central
begrænsning giver adgang til en rationel og procesbesparende
procedure i de tilfælde, hvor patenthaver bliver
opmærksom på et modhold, der kan betyde, at patentets
beskyttelsesomfang er for bredt formuleret. Patenthaver kan ved at
anmode EPO om at foretage en begrænsning imødegå
en retssag fra tredjemand om patentets rækkevidde eller
gyldighed. Denne fremgangsmåde er lettere og billigere for
patenthaver, der ikke længere vil være henvist til at
søge begrænsningen gennemført i hvert enkelt
EPO-medlemsland.
Ændringerne af EPK skal med al
sandsynlighed vedtages inden udgangen af 2007. Hvis dette ikke
sker, udtræder Danmark automatisk af det europæiske
patentsamarbejde. Danmark spiller i dag en betydelig rolle i det
europæiske patentsamarbejde og det skal vi fortsat
gøre. Medlemskabet af EPK sikrer Danmark indflydelse
på det europæiske patentsamarbejde og dermed på
patentrettens udvikling. Det vurderes, at betydningen af
medlemskabet vil tage til i de kommende år i takt med
patentrettens øgede internationalisering og øgede
almene og økonomiske betydning. Også af disse
årsager bør Danmark ratificere ændringerne.
Med disse bemærkninger og idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til
dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings
velvillige behandling.