Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 14. december 2004
Forslag
til
Lov om fremme af frit valg for borgerne ved
levering af serviceydelser i kommuner og amtskommuner
§ 1. Loven har
til formål at fremme frit valg for borgerne ved leveringen af
offentlige serviceydelser.
Stk. 2. Loven skal understøtte
mulighederne for at udvide det frie valg og styrke borgerens
retsstilling ved gennem information at skabe et kvalificeret
grundlag for borgerens brug af det frie valg.
§ 2. Loven
gælder for kommuner og amtskommuner.
§ 3. Inden for
hver valgperiode påhviler det kommunalbestyrelsen og
amtsrådet i et møde at vurdere, hvor det er muligt
inden for lovgivningens rammer at udvide allerede eksisterende frit
valg-ordninger eller at indføre frit valg på
områder, hvor dette ikke allerede er sikret. Vurderingen skal
finde sted inden udgangen af 3. kvartal i det år, hvori valg
finder sted for valgperioden.
§ 4. På
områder, hvor der er frit valg ved levering af kommunale
eller amtskommunale serviceydelser, påhviler det
kommunalbestyrelsen eller amtsrådet at informere borgerne
herom.
Stk. 2. Det påhviler
kommunalbestyrelsen og amtsrådet at informere om indholdet af
de kommunale eller amtskommunale serviceydelser, jf. stk. 1,
på en måde, der sikrer, at borgerne på et enkelt
og gennemskueligt grundlag kan foretage et kvalificeret valg.
Stk. 3. Det påhviler
kommunalbestyrelsen og amtsrådet i forbindelse med
information om frit valg, jf. stk. 1 og 2, at informere om,
hvor borgerne kan henvende sig om forhold vedrørende
leveringen af en serviceydelse.
§ 5.
Kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal én gang inden
for valgperioden over for kommunens henholdsvis amtskommunens
borgere redegøre for kommunalbestyrelsens henholdsvis
amtsrådets stillingtagen efter § 3 samt for, hvilke
tiltag der er iværksat eller påtænkes
iværksat for at sikre borgerne den fornødne
information som anført i § 4. Redegørelsen
skal afgives inden udgangen af 3. kvartal i det år, hvori
valg finder sted for valgperioden.
§ 6. Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for
udarbejdelse af informationsmaterialet efter § 4.
§ 7. Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden.
§ 8. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.