B 4 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om sikring af hensynet til barnets bedste i forbindelse med forældremyndigheds- og samværssager.

Fremsat den 7. oktober 2004 af Jann Sjursen (KD), Bodil Kornbek (KD), Mogens Nørgård Petersen (KD) og Tove Videbæk (KD)

Forslag til folketingsbeslutning

om sikring af hensynet til barnets bedste i forbindelse med
forældremyndigheds- og samværssager

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af 2005 at fremsætte de nødvendige lovforslag og administrative forskrifter med henblik på at sikre, at der bliver taget hensyn til barnets bedste i forældremyndigheds- og samværssager, efter følgende punkter:

1) Det skal tydeligt fremgå af loven og forskrifter udstedt i henhold til loven, at det er hensynet til barnets bedste, der skal være grundlaget for alle afgørelser om forældremyndighed og samvær.

2) Et barn, der er i stand til at formulere sine egne synspunkter, skal have ret til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet. Barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

3) Myndighederne må ikke tvinge børn til samvær mod deres vilje. Ved spørgsmål om anvendelse af tvangsfuldbyrdelse skal der altid indhentes en forudgående børnesagkyndig vurdering, og der skal altid tilkaldes en uvildig person til at varetage barnets tarv under sagen. Den uvildige person bør så vidt muligt være en, som barnet i forvejen har tillid til.

4) Forældre, der er blevet skilt, skal have bedre muligheder for at indgå i støttenetværk med andre forældre.

5) Et barn skal i særlige tilfælde have ret til samvær med andre end barnets forældre, når det er til gavn for barnet.

6) Forældre med fællesbørn under 16 år skal af hensyn til barnet deltage i et mæglingstilbud, før de kan blive separeret eller skilt, og før de kan rejse en sag om forældreansvar, om, hvor barnet skal bo, eller om samvær.

Bemærkninger til forslaget

1. Formålet med forslaget

Formålet med beslutningsforslaget er at sikre, at der i forældremyndigheds- og samværssager altid tages udgangspunkt i det, der er det bedste for det enkelte barn. De fleste forslag tager udgangspunkt i konfliktfyldte sager ved statsamterne og Civilretsdirektoratet, hvor forældrene hverken er helt eller delvis enige, og hvor der ikke er udsigt til en løsning af stridighederne ved konfliktmægling, børnesagkyndig rådgivning eller andet.

2. Baggrunden for forslaget

2.1. Nye undersøgelser og statistik efter B 61, folketingsåret 2002-03

Forslaget er en delvis genfremsættelse af B 61 fra folketingsåret 2002-03 om sikring af barnets bedste i konfliktfyldte forældremyndigheds- og samværssager, for så vidt angår punkt 1 til 4 i nærværende forslag. Punkt 5 og 6 er således nye. Der henvises til Folketingstidende, forhandlingerne s. 3957 og 8497, tillæg A s. 2729 og 2740 og tillæg B s. 505. Efter Folketingets behandling af B 61 er der offentliggjort flere relevante undersøgelser:

Socialforskningsinstituttet (SFI) offentliggjorde i foråret 2004 to undersøgelser om børn og samvær (»Samvær til barnets bedste? Om regler og praksis på samværsområdet« og »Samvær og børns trivsel«). Undersøgelsen af praksis viser, at myndighederne i de konfliktfyldte sager giver samværsforælderen for mange chancer, og at der er behov for et tydeligere børneperspektiv i forvaltningen og en øget synliggørelse af særlig de yngre børn. Forslagsstillerne er opmærksomme på, at Justitsministeriet har sendt undersøgelserne til høring i Civilretsdirektoratet og statsamterne i marts måned. Undersøgelsen om børns trivsel viser, at en tredjedel af børnene oplever problemer omkring samværet, og at der hyppigere opstår konflikter blandt forældre, hvor der er tegn på social udsathed f.eks. på grund af misbrug, vold m.v.

Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelse af fogedretternes praksis (maj 2004) viste, at der ikke bliver igangsat børnesagkyndige undersøgelser i knap 90 pct. af sagerne. Der er afsagt kendelse om udkørende fogedforretning i 20 sager (i alt 34 udkørende fogedforretninger) ud af 234 kendelser. I fire sager har fogeden fået ledsagelse af de sociale myndigheder, i fem sager har der været ledsagelse af politiet, mens der i de seks øvrige sager har været ledsagelse af både politiet og de sociale myndigheder. I de sidste to sager har fogeden fået ledsagelse af andre personer. Det fremgår af undersøgelsen, at der blev gennemført en samtale med 0,2 pct. af børnene op til 5 år, 3,4 pct. af børnene fra 6 til 8 år og 23,2 pct. af børnene fra 9 til 11 år, og 21,3 pct. af børnene fra 12 til 17 år. Justitsministeriet har sendt undersøgelsen til høring i Den Danske Dommerforening og Dommerfuldmægtigforeningen vedrørende blandt andet spørgsmålet om høring af børn og gennemførelse af børnesagkyndige undersøgelser.

Civilretsdirektoratets statistik for 2003 viser, at færre børn fra 8 år og opefter høres i forhold til 2002, men at der i forhold til de foregående år er tale om en stigning i antallet af børn i denne aldersgruppe, der høres (Statistik 2003, Civilretsdirektoratet, februar 2004). Statistikken viser desuden, at der næsten altid lægges vægt på børnenes mening i de sager, hvor de er blevet hørt. Det finder forslagsstillerne er meget positivt. Det fremgår dog af Civilretsdirektoratets statistik for 2003, at der kun blev lagt vægt på barnets mening i 16 pct. af alle de omhandlede sager.

Statsamternes og Civilretsdirektoratets ændrede praksis er dog ikke nået til domstolene, er der noget, der tyder på. Ifølge Jyllands-Posten den 8. marts 2004 mener højesteretsdommer Marianne Højgaard Pedersen, at børns ønsker og behov i højere grad bør indgå i sager om forældremyndighed, der afgøres ved domstolene.

2.2. Opsummering

Statsamtsjurister over hele landet har tidligere udtrykt deres bekymring over, at den nye lovgivning og praksis oftest sætter forældrenes rettigheder i centrum. Det er en kritik, der vedvarende har lydt siden gennemførelsen af lov om forældremyndighed og samvær. Også FN€™s Børnerettighedskomité er bekymret over den store vægt på forældrenes rettigheder på bekostning af hensynet til barnets bedste. Læs mere om statsamternes kritik under de almindelige bemærkninger punkt 2.4 og om kritikken fra FN under de almindelige bemærkninger punkt 6.2.

FN€™s børnekonvention beskriver samværsretten som barnets ret og kræver hensynet til barnets bedste sat i første række. Alligevel er hovedreglen om samværsret i den danske lovgivning beskrevet som forældrenes ret, som der kun kan foretages indskrænkninger i, hvis det kan bevises, at samværet skader barnet i alvorlig grad. Se om børnekonventionen under de almindelige bemærkninger punkt 6.1 og om hensynet til henholdsvis samværsforælderen og barnet under de almindelige bemærkninger punkt 3 og 4.

De høje beviskrav skyldes lovens stærke formodning om, at det generelt er til barnets bedste, at det bevarer kontakten til begge sine forældre, selv om dette ikke er entydigt dokumenteret i forskningen. Derimod er det dokumenteret, at det er skadeligt for et barn, hvis samværet og forholdet mellem forældrene er konfliktfyldt. Lovens formodning om, hvad der generelt er det bedste for et barn, er derfor ikke anvendelig i de konfliktfyldte sager. Forslagsstillerne finder det i den forbindelse særdeles positivt, at der nu gennemføres tilbud om konfliktmægling i alle landets statsamter. Se også de almindelige bemærkninger punkt 5 om, hvad der er det bedste for børn i samværssager.

På trods af intentionerne er der siden ikrafttrædelsen af loven om forældremyndighed og samvær i 1996 ikke sket den tilsigtede lempelse af adgangen til at ophæve eller afslå problematisk samvær. Tværtimod er der tilsyneladende €" ifølge Civilretsdirektoratet selv €" sket en stramning ved, at der i højere grad fastsættes overvåget samvær for at sikre samværsretten (for forældrene). Se også de almindelige bemærkninger punkt 7.1.

Det er forslagsstillernes grundlæggende holdning, at forældrene har ansvar for og ret til at bestemme over deres egne børn. Men denne ret må vige, hvis forældrene skader barnet. Det er der en potentiel mulighed for, når forældre beslutter sig for at blive skilt. I nogle samværssager har forældrene to forskellige opfattelser af, hvad der tjener barnet bedst. Derfor er det nødvendigt, at myndighederne får bedre redskaber til at træffe afgørelser, der tager udgangspunkt i, hvad der er det bedste for det enkelte barn i den konkrete situation, i stedet for at gå ud fra en formodning om, at det også i de konfliktfyldte sager er i barnets interesse at bevare forbindelsen til begge forældre, medmindre andet kan bevises. Forslagsstillerne mener, at fokus på hele forældremyndigheds- og samværsområdet skal være det, der er det bedste for det individuelle barn.

Det landsdækkende tilbud om konfliktmægling i samværssager må endvidere forventes at reducere antallet af konfliktfyldte sager. CASA skulle ifølge Civilretsdirektoratet (Statistik 2003, Civilretsdirektoratet, februar 2004, side 8) aflevere en evalueringsrapport i midten af 2004 om den landsdækkende ordning med konfliktmægling.

Chikane fra bopælsforælderen er uomtvisteligt en uretfærdighed over for den anden samværsforælder, men selv i disse situationer bør forældrenes rettigheder og konflikter efter forslagsstillernes opfattelse vige til fordel for barnets bedste. Og i en chikanesituation kan det for barnet være meget belastende at skulle gennemføre samvær med den anden forælder, også selv om der er tale om overvåget samvær.

2.3. Lov om forældremyndighed og samvær 1996

1. januar 1996 blev myndighedsloven ophævet, og i stedet trådte lov om forældremyndighed og samvær i kraft. Forarbejderne til den nugældende lov præsenterer to (potentielt) modstridende hensyn: hensynet til barnets bedste over for hensynet til samværsforælderens rettigheder. Det er hensynet til barnets bedste, der skal være det overordnede hensyn, men det sløres af udsagn om rettigheder for samværsforælderen.

2.4. Statsamtsjurister kritiserer lov og praksis

Statsamtsjurister har gjort opmærksom på, at det i praksis ofte er forældrenes rettigheder, der er i centrum i samværssager, f.eks. i Ugeskrift for Retsvæsen i 1997 (U 1997 B. 408), hvor kontorchef i Statsamtet Vejle Anders Bille skrev: »Lige fra samværsretten lovteknisk blev indført i 1922, har det været præciseret, at det er en ret for forældrene, men at den skal fastsættes efter, hvad der skønnes bedst for barnet (barnets tarv). Dette er i samme bestemmelse to hensyn, som ikke altid harmonerer. Tendensen de seneste år har været, at retten for forældrene kraftigt overskygger hensynet til børnene (…) Nu antages det at være altafgørende, at barnet bevarer forbindelsen med begge biologiske forældre, næsten uanset hvad.« Denne opfattelse er senere støttet af kontorchef i Statsamtet Nordjylland (for eksempel i rapport fra konference afholdt af Børns Vilkår på Christiansborg den 7. april 2000 side 45 og i tv-udsendelsen »For fars skyld« sendt på DR 1 den 21. marts 2001).

I Nyhedsbrev nr. 13, februar 2001, fra Civilretsdirektoratet skriver to fuldmægtige ansat ved Statsamtet København, at problemet med de »tunge sager« trænger sig mere og mere på, blandt andet på grund af »den ændrede lovgivning og især praksis på området, hvor samvær i dag stort set altid skal fastsættes, og hvor der i dag er meget ringe mulighed for at afslå samvær« (side 49).

Kontorchef Jesper Thumand fra Statsamtet Århus udtalte i Politiken den 21. maj 2000, at »der skal ualmindelig meget til, at vi nægter samvær, og det skal komme langt ud, før man skrider ind. Der er ingen tvivl om, at nogle børn ikke har det godt med det. Men det skal åbenbart ses som en langsigtet proces. At det er godt at bevare forbindelsen med begge forældre, frem for hvad der er godt for børnene her og nu.«

2.5. Kritik fra ngo€™er

Lovgivningen har mødt kritik fra en lang række af organisationer, heriblandt Børns Vilkår, Red Barnet og Landsforeningen Børn og Samvær. Organisationerne peger på, at det ikke altid er det, der er barnets bedste, der er i centrum af samværssagerne.

2.6. FN€™s Børnerettighedskomité

FN€™s Børnerettighedskomité har på baggrund af Danmarks anden periodiske rapport vedrørende opfyldelsen af FN€™s konvention om barnets rettigheder i juni 2001 udtalt sin bekymring over, at forældrenes rettigheder ofte bliver tillagt større betydning end hensynet til barnets bedste (konventionens artikel 3). Se endvidere de almindelige bemærkninger punkt 6.2.

3. Hensynet til samværsforælderen i samværslovgivningen

3.1. Forældres ret til samvær

I lov om forældremyndighed og samvær § 16 står der, at »barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær«. Afgørelser om samværsret kan tvangsfuldbyrdes af fogedretten, jf. retsplejeloven § 536.

3.2. Samvær uanset hidtidig forbindelse

Den væsentligste ændring i lovgivningen vedrørende samvær var, at der i videre omfang end hidtil skulle lægges vægt på barnets kontakt med den forælder, barnet ikke bor sammen med, selv om forældrene ikke tidligere havde levet sammen eller kun i kortere tid (lovforslagets bemærkninger side 13, højre spalte, lidt over midten). Kontakten skulle i disse tilfælde ske i takt med barnets alder og udvikling. Dette understreges også af, at en passus i den tidligere gældende lovgivning udgik: »Ved afgørelsen tages der navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet« (myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt. § 24 svarer til den gældende forældremyndighedslovs § 17).

Civilretsdirektoratet skriver side 210 i Nyhedsbrev nr. 13, februar 2001, at det efter forarbejderne til loven ikke giver tilstrækkeligt grundlag for ikke at fastsætte samvær, at et barn ikke viser tegn på savn eller erindring vedrørende den af forældrene, som barnet ikke bor hos.

I Danmarks anden afrapportering til FN€™s børnerettighedskomité vedrørende opfyldelsen af børnekonventionen august 1998 skrives der kort og godt om de nye samværsretningslinjer, at de »forbedrer mulighederne for den af forældrene, der ikke har barnet boende, for at være sammen med barnet« (punkt 104).

3.3. Overvåget samvær som generelt tilbud

Efter de nye regler skal der endvidere i videre omfang end tidligere anvendes overvåget samvær for at modvirke samværschikane og i andre tilfælde for at vænne barnet til den anden forælder (lovforslagets almindelige bemærkninger side 15). Overvåget samvær er nu gennemført som et generelt tilbud over hele landet.

4. Hensynet til barnets bedste i samværslovgivningen

4.1. Bevarelse af forbindelsen til begge forældre

Lovens udgangspunkt vedrørende fastsættelse af samvær er en generel formodning om, at børn må antages at have en interesse i at bevare forbindelsen til den forælder, som barnet ikke bor sammen med, jf. forudsætningsvis § 16: »Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær.« Denne formodning giver myndighederne og den forælder, barnet bor hos (bopælsforælderen), bevisbyrden for, at samvær €" fastsættelse af samvær og udvidelse af omfang af samvær €" i det konkrete tilfælde ikke vil være i overensstemmelse med barnets bedste, jf. § 17. Der skal således foreligge oplysninger, der med vægt taler imod samvær, før der kan meddeles afslag på samvær. Af forarbejderne fremgår det, at det blandt andet er et højt konfliktniveau mellem forældrene, der kan begrunde et afslag af hensyn til barnets bedste (lovforslagets specielle bemærkninger til § 17).

4.2. Samværsret skal være underordnet barnets bedste

På trods af ordlyden i § 16 (forældres ret til samvær) skal afgørelser om samværsret altid træffes ud fra hensynet til barnets bedste. Det fremgår blandt andet af lovens § 17, stk. 1, 2. pkt., at afgørelsen om omfang og udøvelse af samvær skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Det samme gælder afgørelser om ændring af samværsaftaler eller -afgørelser, afslag på fastsættelse af samvær eller ophævelse af en aftale eller afgørelse herom, jf. henholdsvis § 17, stk. 2 og 3.

At det er hensynet til barnets bedste, der €" uanset formuleringen af lovens § 16 €" efter intentionen skal være det bærende hensyn bag lovens bestemmelser om samvær, fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til den gældende lov.

Her står generelt om hensynet til barnet: »€ Statsamtet må således ved afgørelsen om samvær tage hensyn til barnets interesse i at have kontakt til begge forældre« (lovforslagets almindelige bemærkninger side 13, højre spalte, lidt over midten). Og »€ Statsamtet skal ved afgørelsen af, hvilket omfang et samvær bør have, tage hensyn til, hvad der er bedst for barnet« (lovforslagets almindelige bemærkninger side 13, højre spalte, midten). »€ Udtrykket »samværsret« i den gældende lov foreslås erstattet med »samvær« for at nedtone rettigheder og pligter i forbindelse med forældrekontakten og dermed fremhæve, at det centrale er at bevare barnets forbindelse med begge forældre« (lovforslagets specielle bemærkninger side 24, venstre spalte, midten).

Om ophævelse af samvær af hensyn til barnets bedste: »€ Udvalget foreslår derfor, at statsamtet fremover skal kunne afslå at fastsætte samvær eller ophæve en afgørelse eller aftale herom, hvis det er »påkrævet« af hensyn til barnet. Selv om ordvalget kunne tyde på det modsatte, er det meningen, at praksis herved skal kunne lempes. Udvalget har fundet, at kriteriet »påkrævet « er bedst dækkende for intentionerne, idet der også i fremtiden skal meget til €" dog ikke helt så meget som tidligere €" for at der kan træffes afgørelse om ophævelse af samværet eller gives afslag på at fastsætte samvær« (lovforslagets almindelige bemærkninger side 14, venstre spalte, næstsidste afsnit). »Stk. 3 vedrører afslag på og ophævelse af en aftale eller afgørelse om samvær. Efter bestemmelsen kræves det, at afslaget eller ophævelsen er påkrævet af hensyn til barnet. Dette indebærer i forhold til gældende ret en lempelse i adgangen til at træffe afgørelse om ophævelse af samværet« (lovforslagets specielle bemærkninger til § 17 side 24).

5. Hvad er barnets bedste i samværssager?

En lang række tidligere undersøgelser har vist, at et godt samarbejdsklima mellem forældrene er helt afgørende for, hvordan (skilsmisse)børn trives (»Samboskab, Ægteskab og Forældrebrud«, Mai Heide Ottosen, Socialforskningsinstituttet, 2000, side 134).

Når forældre derimod har et dårligt samarbejdsklima, har barnet ikke nødvendigvis gavn af samværet.

Selv om det er en udbredt antagelse, at skilsmissebørn har bedst af at bevare en hyppig kontakt med begge forældre, er dette ikke påvist eller dokumenteret. De eksisterende resultater er modstridende og umulige at drage entydige konklusioner fra. Hvorvidt et samvær er positivt for barnet, afhænger af flere faktorer, for eksempel et nært og tæt forhold til den pågældende forælder og konfliktniveauet forældrene imellem (»Hvem beskytter barnet« af Helene Flendt og Lisbet Holst, 2000, side 91).

Statsamterne anerkender da også, at forældrenes konfliktniveau er afgørende for barnets trivsel ved samvær i de tunge sager: »Barnet trives med samværet, uanset om det ene eller det andet bliver resultatet, når blot forældrene accepterer det aftalte/fastsatte samvær og har en rimelig omgangsform med hinanden. Dette synspunkt støttes af forskellige undersøgelser, der er foretaget på området« (Nyhedsbrev nr. 13, februar 2001, fra Civilretsdirektoratet, side 51).

6. FN€™s konvention om barnets rettigheder

Loven om forældremyndighed og samvær skal fortolkes på en sådan måde, at den er i overensstemmelse med FN€™s konvention om barnets rettigheder (børnekonventionen).

6.1. Relevante bestemmelser i konventionen

Efter konventionens artikel 3, stk. 1, skal hensynet til barnets bedste komme i første række for domstole, forvaltningsmyndigheder og lovgivende organer.

Efter artikel 9, stk. 3, skal deltagerstaterne respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Det er værd at bemærke, at det i modsætning til lov om forældremyndighed og samvær § 16 her udtrykkeligt er barnets ret til samvær €" ikke forældrenes.

Et barn skal så vidt muligt have ret til at kende og blive passet af sine forældre, jf. artikel 7, stk. 1.

Et barn, der er i stand til at formulere sine egne synspunkter, skal ifølge artikel 12, stk. 1, også sikres retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet, ligesom barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Staten har efter artikel 19, stk. 1, pligt til at træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt.

6.2. Kritik fra Børnerettighedskomiteen

Børnerettighedskomiteen har på baggrund af Danmarks anden periodiske rapport udtrykt bekymring over, at forældrenes rettigheder oftest vejer tungere end hensynet til barnets bedste (artikel 3). Komiteen opfordrer Danmark til at anstrenge sig for at sikre implementationen af princippet om barnets bedste i love m.v. såvel som i retslige og administrative afgørelser, der vedrører børn (CRC/C/15/Add.151).

Komiteen har tidligere udtalt, at det ifølge komiteen er forkert at sidestille barnets rettigheder med forældrenes. Barnets bedste kommer først i alle situationer, også hvor barnet er fanget i en kamp mellem forældrene (UNICEF: »Implementation Handbook for the Convention on the Rights of the Child«, 1998, side 231).

7. Praksis

7.1. Ingen lempelse i praksis, men mere overvåget samvær

Lovens intentioner var en lempelse af adgangen til at ophæve eller give afslag på samvær. Direktoratet har imidlertid selv konstateret, at der på trods af lovens intentioner ikke er sket en lempelse i adgangen til at ophæve eller give afslag på samvær:

»Som bekendt fremgår det af forarbejderne til loven, at der skulle ske en lempelse i adgangen til at afslå eller ophæve samvær, hvis det i det enkelte tilfælde må anses for påkrævet af hensyn til barnet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget konfliktfyldt. Direktoratet har efter en gennemgang af praksis imidlertid ikke konkrete eksempler, der kan dokumentere, at der er sket en lempelse af adgangen til at afslå eller ophæve samvær. Dette skal efter Civilretsdirektoratets opfattelse blandt andet ses i sammenhæng med, at overvåget samvær pr. 1. juli 1996 er blevet et generelt offentligt tilbud (…) Det er således direktoratets vurdering, at der i dag ofte fastsættes samvær med overvågning i sager, hvor samværet tidligere ville være blevet afslået eller ophævet. Ophævelse og afslag på samvær er meget indgribende afgørelser, og der stilles derfor store krav til begrundelsen herfor (...)« (Skarrildhus 1998).

Ifølge Civilretsdirektoratets statistik for 2001 (juni 2002) udgjorde de tilfælde, hvor statsamtet fastsatte overvågning, i alt 5 pct. af alle de sager, hvor der var samvær. Dette var stort set som i perioden 1997-2000. I direktoratets samværsstatistik for 2003 (februar 2004) står der, at statsamtet fastsatte overvåget samvær i 16 pct. af de sager, hvor der efter statsamtets afgørelse var samvær. I 2002 var det tilsvarende tal ifølge statistikken 21 pct.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad punkt 1

I børnekonventionen er det barnet, der har en selvstændig ret til at bevare forbindelsen til begge forældre, og ikke som i den danske lovgivning forældrene, jf. børnekonventionens artikel 9, stk. 3.

Hensynet til barnets bedste skal altid gå forud for forældrenes rettigheder. Dette kommer imidlertid ikke helt klart til udtryk i lovteksten:

§ 16 tilgodeser barnets ret til to forældre ved at give den ikke samboende forælder ret til samvær. Som nævnt ovenfor under punkt 5 er der dog ikke automatisk lighedstegn mellem barnets bedste og bevarelse af barnets kontakt med begge forældre. Det bør fremgå af loven. Det skal desuden præciseres, at forælderens ret til samvær er sekundær i forhold til hensynet til barnets bedste, når der ikke er overensstemmelse mellem forælder- og børneinteresser. Der skal med andre ord kun tilkendes den samværsret, som er til barnets bedste. § 16 giver efter sin nuværende formulering samværsforælderen en ret til samvær for at bevare barnets forbindelse med begge forældre.

Efter § 12, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 1, 2. pkt., skal det i sager vedrørende overførsel af forældremyndighed ved eneforældremyndighed tillægges vægt, om indehaveren af forældremyndighed uden rimelig grund hindrer gennemførelsen af samvær (chikane). Problemet er her, at man for at tilgodese retfærdighedshensyn over for samværsforælderen kommer til at tilsidesætte hensynet til barnets bedste. På denne måde kommer man alt for let til at straffe chikane ved at straffe barnet. Desuden er det ikke hensigtsmæssigt at fremhæve ét bestemt problem i lovteksten, når der også er andre aspekter, der bør vurderes ud fra hensynet til barnets bedste. Formuleringen bør derfor slettes.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 4.1 er det lovens formodning, at det er i barnets interesse at bevare kontakten til begge forældre. Denne formodning er dog ikke underbygget af forskningen, når det gælder forældre med et dårligt samarbejdsklima. Derimod er det fastslået, at et godt samarbejdsklima mellem forældrene er meget afgørende for, hvordan skilsmissebørn trives.

Ad punkt 2

Forslaget er en yderligere præcisering af børnekonventionens bestemmelse om høring af barnet i forhold til tidligere ændringer af loven om forældremyndighed og samvær.

Lovens § 29, stk. 1, giver børn over 12 år ret til at blive hørt i sager om forældremyndighed og samvær. Børn under 12 år skal høres, hvis barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det, jf. § 29, stk. 2. Bestemmelsen er begrundet i ønsket om at præcisere børnekonventionens princip om børns ret til at blive hørt i selve loven (L 3, forslagets almindelige bemærkninger punkt 6 folketingsåret 2000-01).

Forslagsstillerne ønsker en yderligere præcisering af børnekonventionens artikel 12 i lov om forældremyndighed og samvær. Det indebærer, at der ikke fastsættes noget alderskriterium. Ifølge børnekonventionens artikel 12, stk. 1, skal alle børn have ret til frit at udtrykke deres synspunkter i alle forhold, der vedrører dem. Den eneste betingelse er, at de skal være i stand til at formulere deres egne synspunkter. Dette gælder særligt i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, jf. artikel 12, stk. 2.

Desuden skal det i overensstemmelse med konventionen præciseres, at barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed, jf. artikel 12, stk. 1. Her er heller ikke noget specifikt alderskriterium, men et »tvillingekriterium«: barnets alder og modenhed. Kravene i børnekonventionen er således ikke opfyldt, hvis myndighederne udelukkende lægger vægt på et alderskriterium uden også at inddrage en vurdering af barnets konkrete modenhed. At barnets synspunkter skal tillægges passende vægt, betyder endvidere, at myndighederne har pligt til at lytte til børns synspunkter og tage dem alvorligt.

Ad punkt 3

Ifølge retsplejelovens § 536 kan bestemmelser om forældremyndighed og udøvelse af samvær fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. I praksis betyder det, at børn kan hentes og afleveres af fogeden €" af og til i følgeskab med politiet. Det er voldsomt traumatiserende for et barn at blive transporteret til en forælder under fysisk magtanvendelse af fremmede personer. Der bør derfor ikke anvendes tvang i de tilfælde, hvor barnet aktivt modsætter sig.

Fogedretten har i dag mulighed for at indhente en forudgående børnesagkyndig erklæring, hvis retten er i tvivl om, hvorvidt magtanvendelsen vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jf. retsplejelovens § 536, stk. 1, 3. og 4. pkt. Fogedretten kan også tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til at varetage barnets tarv under sagen, jf. retsplejelovens § 536, stk. 2, 1. pkt. Lovgivningen har således lagt et stort ansvar over på fogeden, som dog ikke har forudsætninger for at bedømme, hvornår et barns sjælelige eller legemlige sundhed er i alvorlig fare. Forslagsstillerne ønsker derfor, at der altid indhentes en forudgående børnesagkyndig erklæring i disse situationer, og at der ligeledes altid tilkaldes en uvildig person til at varetage barnets tarv under sagen. Forslagsstillerne mener, at denne uvildige person så vidt muligt bør være en, som barnet kender og har tillid til i forvejen. Det kan f.eks. være en skolelærer eller pædagog.

En obligatorisk ordning vil også være i bedre overensstemmelse med børnekonventionens artikel 12, stk. 2, som bestemmer, at børn især skal gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.

Ad punkt 4

En amerikansk forløbsundersøgelse af børn i skilsmissefamilier (»Den lykkelige skilsmisse« af Judith S. Wallerstein m.fl., 2002) forklarer blandt andet, at grunden til de mange forældremyndigheds- og samværstvister er, at forældrene opfatter deres børn som deres personlige redningsplanker. De føler sig måske ensomme og sårede oven på forholdets sammenbrud og føler ofte, at de kun kan stole på børnenes kærlighed. Derfor vil de nogle gange kæmpe med næb og kløer for at beholde børnene for sig selv.

Forslagsstillerne ønsker derfor at give forældrene bedre mulighed for at få et socialt netværk efter en skilsmisse. Dette kan f.eks. ske på initiativ fra et ministerium.

Ad punkt 5

I resten af Norden er der på forskellig måde og i forskellig grad givet børn ret til at have regelmæssigt samvær med andre end deres forældre, når forældrene bliver skilt. Kun Danmark har endnu ikke indført denne mulighed for barnet. Forslagsstillerne mener, at Danmark i det mindste bør have regler for slægtningesamvær i tilfælde af den ene forælders død, hvilket både bør omfatte bedsteforældre og stedforældre, som barnet har en særlig tæt kontakt til, og hvor kontakten vil være til gavn for barnet.

Den svenske Föräldrabalk har i kapitel 6, § 15, stk. 3, en generel bestemmelse om, at indehaverne af forældremyndigheden har et ansvar for, at barnets behov for samvær med andre, som står det særlig nær, så vidt muligt tilgodeses. Bedsteforældre og andre nærtstående kan henvende sig til socialnævnet for at få samvær med barnet, jf. Föräldrabalkens 6. kapitel, § 15 a, stk. 1, 3. pkt. Socialnævnet afgør herefter, om det vil indbringe sagen for domstolene. Afgørelsen bygger på en undersøgelse og vurdering af, om det påtænkte samvær vil være til gavn for barnet. Det er intentionen, at det kun er i specielle tilfælde, Socialnævnet skal gå videre med sagen. Domstolene afgør herefter, om der foreligger en så nær tilknytning mellem barnet og vedkommende, at barnet har behov for samvær, og hvor meget. I praksis kommer samvær (umgänge) mest på tale med tidligere plejeforældre, stedforældre eller bedsteforældrene, når den ene af forældrene er døde.

I islandsk og norsk ret er der mulighed for at få fastsat slægtningesamvær, hvis den ene af forældrene er afgået ved døden.

I Island er der i den islandske børnelov § 47, stk. 3, også mulighed for at få fastsat samvær med et barn, hvis det er umuligt for den ene af forældrene at udøve sine samværspligter over for barnet, og hvor nære slægtninge til den forhindrede kan få samvær. Der kan for eksempel være tale om en langvarig fængselsstraf uden orlovsmuligheder.

I Norge er det ikke kun slægtninge, der kan anmode om samvær ved dødsfald, men alle med nær tilknytning til barnet. Norge har herudover givet mulighed for, at bedsteforældre kan få samvær, hvis den ene af forældrene er nægtet samvær, men ønsker, at barnet skal have kontakt til bedsteforældrene. I Norge har det været overvejet, om man skulle udvide andres adgang til samvær, så barnets sociale (sted)forældre og (sted)søskende kunne ses regelmæssigt. Indtil videre er denne mulighed blevet afvist, blandt andet fordi man frygter en endnu mere opsplittet tilværelse for barnet på grund af mangfoldigheden af familiekonstellationer i samfundet.

Domstolene i Finland kan efter anmodning fra en af forældrene eller på eget initiativ i forbindelse med en afgørelse om forældremyndighed opstille som vilkår, at den, barnet bor hos, skal tillade barnet at besøge bedsteforældre m.v. på en måde, som fastsættes i afgørelsen.

Ad punkt 6

Forslaget er taget fra den norske lovgivning. Her er formålet med mæglingskravet i forbindelse med separation og skilsmisse at sikre, at forældrene inden separation eller skilsmisse har forsøgt at lave en skriftlig aftale om forældremyndighed og samværsret og om, hvor barnet skal bo fast, hvor der lægges vægt på, hvad der vil være den bedste ordning for barnet (Lov om ekteskap § 26, stk. 1, 2. pkt.). Mægling er frivillig for samboer med fælles børn under 16 år ved samlivsbrud. I forbindelse med mægling udstedes der en attest, som giver adgang til at rejse en sag om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo, eller om samvær. En mæglingsattest har gyldighed for en periode af 6 måneder, hvorefter den skal fornyes. Der kan udstedes mæglingsattest efter 3 timer hos mægleren, hvis der ikke er kommet en skriftlig aftale ud af forløbet. Det samme gælder, hvis den ægtefælle, der ikke har begæret mægling, ikke møder op.

Kravet om gyldig mæglingsattest, før man kan rejse en sag om forældremyndighed m.v. for forældre med børn under 16 år, findes i Lov om barn og forældre § 51, stk. 1. Formålet er også her at få forældrene til at finde frem til en skriftlig aftale.

Efter den danske lovgivning skal statsamterne tilbyde forældrene og deres børn børnesagkyndig rådgivning efter lov om forældremyndighed og samvær § 28, stk. 1, hvis der er uenighed om forældremyndighed og samvær. Herudover kan statsamtet tilbyde rådgivningen, hvis der skønnes at være et særligt behov for det, jf. § 28, stk. 2. Denne regel tilsigter at give forældre med fælles forældremyndighed mulighed for at løse deres konflikter uden at ønske den fælles forældremyndighed ophævet.

De norske regler adskiller sig fra de danske regler ved at kræve obligatorisk mægling for forældre med børn under 16 år, ligesom de tilsigter at forebygge senere problemer. Samtidig lægger de norske regler via mæglingspligten stor vægt på forældrenes ansvar for i god tid selv at finde en løsning på deres problemer.

Skriftlig fremsættelse

Jann Sjursen (KD):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om sikring af hensynet til barnets bedste i forbindelse med
forældremyndigheds- og samværssager.

(Beslutningsforslag nr. B 4).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.