Søren Søndergaard og Jens Meilvang valgobservatører ved parlamentsvalget i Albanien
Folketingsmedlemmerne Søren Søndergaard (EL) og Jens Meilvang (LA) deltog den 11. maj 2025 i OSCE’s parlamentariske valgobservationsmission i forbindelse med parlamentsvalget i Albanien.
De deltog som henholdsvis næstformand og medlem af den danske delegation til OSCE’s Parlamentariske Forsamling (OSCE PA) – en organisation, der arbejder for fred, sikkerhed og demokrati i de 57 medlemslande.
Internationale observatører, herunder OSCE PA, vurderede valget som roligt og velorganiseret – men pegede samtidig på manglende politisk debat og misbrug af offentlige ressourcer under kampagnen. Valget var desuden bemærkelsesværdigt, da det var første gang, at albanere i udlandet kunne stemme med posten.
Et vigtigt element i OSCE PA’s arbejde er netop at overvåge valg i medlemslandene for at sikre, at de lever op til internationale standarder for frie og retfærdige valg.
Læs den officielle erklæring og pressemeddelelse fra OSCE PA her: oscepa.org – Albania election statements