§ 66

Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

Kommentar:

Denne bestemmelse stammer tilbage fra den første grundlov i 1849, men er aldrig blevet ført ud i livet. Tanken var, at folkekirken skulle have en mere selvstændig rolle i forhold til staten. Men man er aldrig blevet enige om en egentlig kirkeforfatning. I stedet er der vedtaget love, der giver folkekirkens medlemmer indflydelse på kirkens styre, især på lokalt plan gennem menighedsråd. Der er også lovgivning om, hvordan præster ansættes, hvordan biskopper vælges, om brugen af kirkerne og om folkekirkens økonomi. Men mange spørgsmål om kirken afgøres af kirkeministeren.

§ 67

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Kommentar:

Folk har ikke nogen pligt til at være medlem af folkekirken. De må dyrke deres gud, som de vil. Vi har religionsfrihed. Folk har også ret til f.eks. at holde gudstjeneste eller at bede, som de vil. Men de skal overholde de regler, som i øvrigt gælder i samfundet. F.eks. kan man ikke bare bygge en kirke eller en moské. Ligesom ved alle andre byggerier kræver det først godkendelse af kommunen. Og hvis man f.eks. vil gå i et optog gennem byen, skal man give besked om det til politiet. Man skal også respektere de regler, der gælder forskellige steder.

F.eks. blev en mand bortvist fra et AMU-center, fordi han lagde sig på knæ på gulvet i skolens kantine og bad. Skolen forbød ham at udføre sin bøn på fællesarealerne. I stedet måtte han bruge klasselokaler, værksteder og lign. Da han alligevel igen bad på skolens fællesarealer, blev han bortvist. Sagen har været behandlet i både landsretten og Højesteret. Og begge instanser har givet skolen ret. Bortvisningen var ikke et udtryk for forskelsbehandling på grund af mandens religion.

Religionsfriheden gælder ikke kun for danskere. Den gælder for alle, der opholder sig inden for rigets grænser, også for folk, som kun er i landet i en periode.

§ 68

Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

Kommentar:

Som nævnt i § 67 har man ikke pligt til at være medlem af folkekirken. Folkekirkens økonomi er skruet sådan sammen, at alle medlemmer betaler en såkaldt kirkeskat. Den dækker de udgifter, kirken har til at holde gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Man er fri for at betale kirkeskat, hvis man ikke er medlem af folkekirken. Men staten har ifølge § 4 pligt til at understøtte den danske folkekirke. Det betyder bl.a., at staten betaler en del af folkekirkens udgifter. Det sker gennem de skatter og afgifter, som staten i øvrigt får ind. På den måde betaler alle til folkekirken, uanset hvilken tro de har. Det er ikke i strid med grundlovens § 68. Den beskytter kun mod personlige bidrag. Og de almindelige skatter og afgifter, som folk betaler, regnes ikke for personlige i denne forbindelse.

§ 69

De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

Kommentar:

Folketinget kan vedtage en lov for andre trossamfund, dvs. de trossamfund, som står uden for folkekirken. Men det er endnu ikke sket. I stedet har man gennemført en række regler. F.eks. må præster fra visse andre trossamfund gerne udføre kirkelige handlinger som f.eks. vielser. Vielserne har samme gyldighed, som hvis en præst fra folkekirken havde udført dem. Betingelsen er dog, at staten har givet tilladelse til, at trossamfundets præster kan foretage vielser.

§ 70

Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Kommentar:

Denne paragraf er religionsfrihedens hovedbestemmelse. Den slår fast, at ingen må forskelsbehandles på grund af sin religion eller race. Alle har, uanset race eller tro. de samme politiske og borgerlige rettigheder. Staten kan f.eks. ikke forbyde jøder eller muslimer at blive lærere eller embedsmænd.

Staten kan heller ikke forbyde dem f.eks. at stemme eller stille op for et politisk parti. Til gengæld har alle borgere også de samme pligter over for samfundet. Man kan f.eks. ikke slippe for at betale skat eller aftjene værnepligt, fordi man har en anden tro.