Billund huser konference om stabilitet, økonomisk koordination og styring i EU

22.09.2025

Folketinget er den 29. og 30. september 2025 vært for en stor international konference om EU’s økonomiske og sikkerhedspolitiske fremtid. Konferencen afholdes som en del i det danske EU-formandskab og samler politikere, eksperter og beslutningstagere fra hele Europa i Billund.

På dagsordenen er nogle af de mest centrale spørgsmål for EU’s næste skridt:

  • Hvad kan EU og medlemsstaterne gøre for at fremme innovation og vækst, reducere velstandsgabet til USA og styrke EU’s globale økonomiske position?
  • Hvordan kan de stigende udgifter til bl.a. Europas forsvar og sikkerhed finansieres uden at risikere nye gældskriser?

Formand for finansudvalget, Simon Kollerup, som er vært for konferencen, udtaler:

”Vi står ved et afgørende vendepunkt for EU’s indre marked og vores fælles sikkerhed. Derfor glæder jeg mig til, sammen med mine europæiske kollegaer, at drøfte, hvordan vi kan skabe bedre rammer for, at Europa kan blive rigere, grønnere og mere sikkert. Det handler om at styrke vores produktivitet og vækst samtidig med, at vi finder en retfærdig og bæredygtig måde at finansiere de nødvendige investeringer i Europas forsvar og sikkerhed.”

Styrkelse af EU’s økonomiske position
På konferencen stilles der skarpt på, hvordan EU kan øge produktiviteten og skabe vækst i en tid, hvor Europa halter efter USA og Kina. Drøftelserne vil bl.a. handle om, hvordan EU og de enkelte medlemsstater bedst understøtter vækst: Skal der skal satses på brede rammevilkår såsom generelle skattelettelser og mindre bureaukrati, eller på mere målrettet støtte til strategisk vigtige sektorer.

Blandt oplægsholderne i sessionen om EU’s nye finanspolitiske regler, der trådte i kraft i april 2024, er nogle af Europas førende økonomer. Panelet tæller bl.a. en repræsentant på højt niveau fra generaldirektoratet i Europa-Kommissionen med ansvar for reglerne og formændene for to af EU’s finanspolitiske »vagthunde«, herunder Pieter Hasekamp, som efterfølger Niels Thygesen som formand for Det Europæiske Finanspolitiske Råd. Sessionen handler bl.a. om implementeringen og håndhævelsen af reglerne, så EU’s udgiftsbehov ikke underminerer den finanspolitiske holdbarhed.

Finansiering af Europas sikkerhed
Konferencen vil derudover fokusere på finansieringen af Europas sikkerhedspolitiske uafhængighed. Her drøftes det stigende behov for oprustning i Europa, og hvordan de stigende udgifter kan finansieres.

Konferencen finder sted kort før det uformelle EU-topmøde på Christiansborg den 1. oktober, hvor netop forsvar, sikkerhed og støtte til Ukraine står på dagsordenen.

Talerne på konferencen er:

  • Søren Gade (V), Folketingets formand
  • Simon Kollerup (S), formand for Folketingets finansudvalg
  • Louise Elholm (V), finansordfører for Venstre
  • Magnus Henrekson, professor, Research Institute of Industrial Economics.
  • Phillippe Aghion, professor, London School of Economics
  • Outi Slotboom, Director of Strategy and Economic Analysis in DG GROW
  • Guntram Wolff, professor og senior fellow, Bruegel
  • Anne Funch Jensen, fungerende vicekabinetschef for budgetkommissær Piotr Serafin
  • Reinhard Felke, direktør for politikkoordinering, økonomiske prognoser og kommunikation, Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender (DG ECFIN), Europa-Kommissionen
  • Pieter Hasekamp, formand, Det Europæiske Finanspolitiske Råd
  • Thiess Büttner, formand for Independent Advisory Board, Det tyske stabilitetsråd.

 

Presse  

Medierne inviteres også til at deltage i konferencen. Konferencen afholdes på LEGOLAND® Hotel & Conference i Billund. For yderligere oplysninger, herunder akkreditering og praktisk information, bedes interesserede repræsentanter kontakte presserådgiver i Folketinget Jesper Tidemann på telefon +45 21935986 eller [email protected].

 

Program for konferencen

 

Konferencer i den parlamentariske del af EU-formandskabet  

Event

Tid

Sted

Fokus

COSAC-formandsmøde

3.-4. Juli

Christiansborg, København

De danske EU-formandskabsprioriteter, situationen i Ukraine og sikkerhed og forsvar.

Interparlamentarisk konference om den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik samt EU's sikkerheds- og forsvarspolitik (CFSP/CSDP)

26.-28. August

Tivoli Hotel & Congress Center, København

Udenrigs- og sikkerhedspolitik på dagsordenen, herunder kritisk infrastruktur og situationen i Ukraine.

Interparlamentarisk konference om omstillingen af EU’s fødevaresystemer

11.-12. september

LEGOLAND, Billund

Biosolutions og fremtidens fødevareforsyning, herunder plantebaseret kost. Virksomhedsbesøg hos KMC i Brande.

Interparlamentarisk konference om styrkelse af EU's konkurrenceevne

18.-19. september

Christiansborg, København

Bedre rammevilkår for europæiske virksomheder og styrket fokus på innovation og investeringer. Virksomhedsbesøg hos Innovation District Copenhagen.

Interparlamentarisk konference om stabilitet, økonomisk koordination og styring i EU (SECG)

28.-30. September

LEGOLAND, Billund

Økonomisk styring og retningen for EU’s flerårige finansielle rammer, herunder øgede forsvarsudgifter.

Interparlamentarisk konference om et mere sikkert og innovativt digitalt Europa

3.-4. november

LEGOLAND, Billund

Forordningen om digitale tjenester, børn og unges sikkerhed online, digitale markedspladser og balancen mellem regulering og innovation.

Virksomhedsbesøg hos LEGO.

COSAC-plenar

30. november-2. December

Tivoli Hotel & Congress Center, København

EU’s konkurrenceevne i regi af international handel med USA og Kina, grøn omstilling og samt EU’s udvidelse, åbenhed og demokrati.