Statsborgerskabsdag 2025
Den 27. april 2025 afholder Folketinget den årlige statsborgerskabsdag. Alle, der fik statsborgerskab i 2024, er inviteret.
Siden 2006 har Folketinget hvert år afholdt statsborgerskabsdag for at markere, at det er en væsentlig begivenhed at få dansk statsborgerskab, og for at vise, at der i Danmark er kort afstand mellem borgere og politikere.
Til statsborgerskabsdagen den 27. april 2025 er alle, der fik dansk statsborgerskab i 2024, inviteret. Dagen er delt op i to arrangementer: et formiddagsarrangement, som finder sted kl. 10.00-12.30, og et eftermiddagsarrangement, som finder sted kl. 14.00-16.30. Folketinget forventer, at ca. 3.300 personer deltager.
»Jeg glæder mig til at fejre statsborgerskabsdagen med de cirka 3.300 gæster, som deltager på søndag. Det er stort at få dansk statsborgerskab, og det fortjener en fejring. Efter det festlige arrangement i det udendørs telt er der åbent hus i Folketinget. Her kan de nye danskere tale med nogle af de politikere, der har givet dem dansk statsborgerskab. Jeg forventer, at vores nye medborgere vil engagere sig i det danske samfund og tage et aktivt medansvar dér, hvor de bor og arbejder,« siger Folketingets formand, Søren Gade.
Program
Formiddagsarrangementet
Kl. 10.00: Velkomst og underholdning
- Velkomst og tale ved Folketingets formand
- Optræden ved Kompagni B fra Det Kongelige Teaters Balletskole
- Musikalsk indslag med Brdr. Launbjerg
- Fællessang
Kl. 10.50: Åbent hus i Folketinget
- Mød Folketingets partier, og se Folketingets lokaler
Eftermiddagsarrangementet
Kl. 14.00: Velkomst og underholdning
- Velkomst og tale ved Folketingets formand
- Optræden ved Kompagni B fra Det Kongelige Teaters Balletskole
- Musikalsk indslag med Brdr. Launbjerg
- Fællessang
Kl. 14.50: Åbent hus i Folketinget
- Mød Folketingets partier, og se Folketingets lokaler