Kom med til festgudstjeneste i Holmens Kirke

24.05.2024

Den 5. juni 2024 holder Folketinget festgudstjeneste i anledning af 175-året for den første grundlov. Du har mulighed for at komme med.

Der er lagt op til en festlig dag, når Folketinget den 5. juni 2024 fejrer 175-året for den første grundlov. Fejringen indledes kl. 9.00 med en festgudstjeneste i Holmens Kirke, hvor medlemmer af den kongelige familie, herunder kongeparret, medlemmer af Folketinget samt øvrige repræsentanter for det officielle Danmark deltager.

Du kan deltage i konkurrencen om at komme med til gudstjenesten ved at sende en mail til [email protected] senest onsdag den 29. maj kl. 12.00. Vi trækker 50 vindere, som hver får 2 pladser til gudstjenesten. 

I mailen skal du skrive dit navn og navnet på den person, du vil tage med. Du kan kun deltage med én mail. Vinderne får direkte besked på mail torsdag den 30. maj og vil blive bedt om at bekræfte deltagelsen. Det er ikke muligt at give din plads videre til en anden, hvis du bliver forhindret. 

Praktisk

Hvis du får plads til gudstjenesten, skal du møde op ved Holmens Kirke mellem kl. 7.15 og 7.45. Efter kl. 7.45 er der af sikkerhedsmæssige årsager lukket for adgang til kirken.

Husk også at medbringe billed-id, og at store tasker ikke kan medbringes i kirken.