Presseakkreditering til valgaften den 9. juni 2024
Folketinget afholder valgaften i forbindelse med europaparlamentsvalget den 9. juni 2024. For at få adgang til valgaftenen på Christiansborg skal man som journalist være akkrediteret.
Også journalister med privilegeret adgang til Folketinget skal akkrediteres. Pressekort eller Folketingets almindelige adgangskort er således ikke tilstrækkeligt.
Da der er meget stor interesse for at være til stede i Folketinget på valgaftenen, vil det ikke være muligt at imødekomme alle ønsker. Ansøgninger vurderes ud fra mediets størrelse og udbredelse. Det prioriteres, at mange medier får adgang. Det kan blive aktuelt for et medie at prioritere, hvilke medarbejdere som skal være til stede, hvis der er ønske om, at mange medarbejdere skal akkrediteres.
Der er deadline for ansøgning onsdag den 5. juni 2024 kl. 12.00. Meddelelse om akkreditering eller afslag på akkreditering gives senest fredag den 7. juni 2024.
Følgende partier vil være til stede på Christiansborg:
- Socialdemokratiet
- Venstre
- Danmarksdemokraterne
- Socialistisk Folkeparti
- Liberal Alliance
- Det Konservative Folkeparti
- Enhedslisten
- Alternativet
Praktisk
For pressefolk, der skal ind på Christiansborg, må der om aftenen påregnes ekstra tid på grund af sikkerhedstjek og travlhed i indgangene.
Trådløst udstyr (mikrofoner, kameraer m.m.) kan kun benyttes, hvis det anvender den frekvens, du får tildelt til udstyret. Folketinget forbeholder sig ret til at tjekke udstyr og afvise udstyr, der ikke benytter de tildelte frekvenser.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til [email protected] eller på telefon 33 37 55 00.