Kunstig intelligens stiller krav om globale regelsæt, som vi kender det fra international samhandel

09.04.2024

Fra venstre ses Lars Arne Christensen (M), Malte Larsen (S), Lisbeth Bech-Nielsen (SF – formand for Udvalget), Henri Verdier (techambassadør) og Lars-Christian Brask (LA)

Torsdag den 4. april mødte Udvalget for Digitalisering og It den franske Tech-ambassadør, Henri Verdier til en drøftelse af erfaringerne med kunstig intelligens. Henri Verdier er central aktør i det franske digitale diplomati og har bl.a. beskæftiget sig med den franske regerings arbejde med misinformation, som også er behandlet i hans seneste bog.
 
Europa står som en helt central aktør i skabelsen af nye retningslinjer for kunstig intelligens, men vi er alle sammen hver især ved at finde ud af, hvordan vi i praksis skal reagere på de nye muligheder og udfordringer med kunstig intelligens. Derfor er det en fantastisk mulighed at kunne dele erfaringer og synspunkter med vores samarbejdspartnere bl.a. Frankrig, siger udvalgsformænd Lisbeth Bech-Nielsen.
 
På mødet drøftedes bl.a. den franske AI-model »Mistral«, cybersikkerhed og misinformation. Henri Verdier delte de franske synspunkter og erfaringer med håndteringen af de mange nye muligheder og risici, der var forbundet med fremkomsten af AI-modeller. Det gælder f.eks. intellektuelle ejendomsrettigheder og den stigende spredning af misinformation, der udfordrer demokratiske retsstater. Udvalget fik også lejlighed til at drøfte de mange fordele ved nye AI-modeller, særligt hvis modellerne bliver udviklet inden for mere specifikke områder, f.eks. AI-modeller for jurister eller læger, hvor data er mere sikre.
 
Frankrig er tilhænger af, at der fastsættes et globalt regelsæt til håndtering af kunstig intelligens, sådan som det kendes med de internationale aftaler, der sikrer rammerne for global samhandel. Frankrig ser gerne, at EU-landene fremmer denne dagsorden med andre demokratiske lande. 
 
Regulering af kunstig intelligens må ikke blive et nationalt anliggende. Vi er afhængige af, at der kan skabes fælles regler – gerne af global karakter, siger Lisbeth Bech-Nielsen. Med forordningen om kunstig intelligens har EU taget et stort skridt på reguleringsområdet. Forhåbentligt kan det blive anledning til en global drøftelse af, hvordan vi skal regulere området.
 
Frankrig planlægger at invitere til et topmøde næste år, hvor der forventes bred deltagelse fra de vigtigste aktører på området, herunder stater, virksomheder og civilsamfundet.

Senest opdateret: [09.04.2024]
Sideansvarlig: Udvalgssekretær Morten Villumsen