It og digitalisering er hverken teknisk eller kedeligt – det er toppolitik og Udvalget for Digitalisering og IT kommer vidt omkring

11.10.2023

Udvalget for Digitalisering og It (DIU) blev nedsat for første gang i januar 2023. Formålet er at forankre de politiske drøftelser og at skabe rammerne for en mere struktureret tilgang til digitalisering – en dagsorden, der går på tværs af mange områder.

”Digitalisering og it” kan lyde både tørt og teknisk, men udvalget beskæftiger sig faktisk med nogle af tidens store politiske emner. Så hvad laver udvalget for Digitalisering og It egentlig? Hvilke emner har det beskæftiget sig med det seneste halve år? Og hvad er planen fremadrettet?
 
Udvalgets formand, Lisbeth Bech-Nielsen, udtaler på udvalgets vegne: 
”Digitalisering og it er i dag en fundamental og integreret del af den måde, vores samfund er indrettet på. Det påvirker vores liv –fra indretningen af den offentlige sektor til erhvervslivets vækstmuligheder, og det påvirker selve fundamentet for den demokratiske samtale. Derfor har vi som udvalg en stor opgave. Vi har især brugt den første tid til at indsamle viden og indsigter, bl.a. ved at holde møder med eksperter og borgere og ved at tage ud og se digitaliseringens udfordringer og potentialer i virkeligheden. Vi er slet ikke færdige. Det er en dagsorden, der udvikler sig dag for dag. I udvalget sætter vi fokus på, at Danmark skal blive ved med at være et digitalt foregangsland – uden at vi ekskluderer nogen fra fællesskabet eller går på kompromis med vores retssikkerhed og demokrati.”

Borgerfokus i digitaliseringen af den offentlige sektor 
Udvalget har bl.a. sat fokus på borgerperspektivet i offentlige digitaliseringsprojekter og it-systemer. Her har udvalget holdt temamøder for at høre forskellige eksperters perspektiver og løsningsforslag til emner som: 
  • digital ulighed og inklusion
  • borgerfokus, etik og ansvarlighed i indretningen af offentlige systemer
  • retssikkerhedsmæssige og dataetiske konsekvenser ved digitaliseringsprojekter 
Udvalgets arbejde har bl.a. resulteret i en beretning af almen art, hvor udvalget opfordrer digitaliserings- og ligestillingsministeriet til at vurdere nogle af eksperternes anbefalinger og komme med forslag til, hvordan anbefalingerne kan imødekommes, f.eks. ved at vedtage ny lovgivning på området. 

Du kan læse mere om udvalgets arbejde med borgerfokus i digitalisering og udvalgets beretning her.

Cybersikkerhed, kunstig intelligens, robotteknologi og techgiganter
Det, der på overfladen kan virke teknisk, indeholder i virkeligheden store politiske drøftelser. Nye muligheder skaber et behov for også politisk at drøfte, hvordan og hvad der skal reguleres. Der er ingen tvivl om, at de nye teknologier kan bidrage til at løse globale og nationale udfordringer, men hvordan beskytter man samtidig borgernes rettigheder på digitale platforme. Det er en dagsorden, der går på tværs af mange udvalg og ministerier. Udvalget har derfor sammen med Sundhedsudvalget drøftet de etiske og retssikkerhedsmæssige problemstillinger ved indsamling og deling af sundhedsdata, og med Forsvarsudvalget og forsvarsministeren drøftet cybersikkerhed og truslen mod danske interesser.
 
EU er en central spiller på reguleringen af de store techvirksomheder. Derfor har udvalget bl.a. med Komissær Vestager og MEP Christel Schaldemose drøftet EU’s forslag på digitaliseringsområdet – f.eks. Cyber Resilience Act, AI-forordningen, forordningen om digitale tjenester mm. 
 
Dagsordenen er bred, og udvalget vil også i det kommende folketingsår have mange tværgående aktiviteter. Lige nu fylder beskyttelsen af børn og unge og digitale færdigheder og kompetencer på udvalgets dagsorden, men der er meget mere på vej.
 
Vil du vide mere om udvalget for Digitalisering og It’s arbejde?
Du kan følge med i udvalgets arbejde ved at abonnere på nyheder og dokumenter fra udvalget her.

Du kan finde dokumenter relateret til udvalgets aktiviteter her.

Du har også mulighed for at komme i kontakt med udvalget her.