Nytårsreception for det diplomatiske korps

11.01.2023

Tirsdag den 10. januar 2023 var Folketingets Præsidium vært for den traditionsrige nytårsreception for det diplomatiske korps og for Folketingets medlemmer.

Folketinget afholder i starten af januar hvert år en reception for det diplomatiske korps, der befinder sig i Danmark. De seneste to år har receptionen været aflyst på grund af coronarestriktioner. Det var derfor med stor glæde, at Folketingets Præsidium kunne byde velkommen.

I sin velkomsttale lagde formand for Folketinget, Søren Gade, vægt på den store betydning af at udvikle og styrke dialogen mellem det diplomatiske korps og Folketingets medlemmer i en internationaliseret verden.

Med afsæt i Ruslands angrebskrig mod Ukraine henviste formanden til behovet for at støtte op om en international verdensorden baseret på retsstatsprincipper, menneskerettigheder og demokrati. Han understregede desuden Folketingets brede og utvetydige støtte til Ukraines territorielle integritet og til ukrainernes heroiske kamp for frihed og uafhængighed. 

I talen fremhævede Søren Gade 50-året for Danmarks EU-medlemskab og EU's bidrag til at skabe stabilitet i Europa. Men han benyttede også anledningen til at kigge fremad og gøre opmærksom på, at Folketinget til oktober er vært for en stor konference for NATO’s parlamentariske forsamling. Der forventes mere end 600 parlamentarikere fra omtrent 30 lande at deltage.

Efter formandens tale holdt den argentinske ambassadør, Conrado Solari-Yrigoyen, en kort takketale på vegne af det diplomatiske korps. Han er den længst siddende udenlandske ambassadør i Danmark.

Større
Større
Større
Større
Større
Større