Ny vicedirektør i Folketinget

22.11.2022

Folketinget har ansat vicedirektør, som får ansvar for Service- og Administrationsafdelingen.

Folketingets politiske ledelse har godkendt ansættelse af Torben Skovgaard Andersen som ny vicedirektør. 

Torben Skovgaard Andersen blev indstillet af et enigt ansættelsesudvalg blandt 67 særdeles kvalificerede ansøgere. 

Torben Skovgaard Andersen (57) er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og kommer fra en stilling som administrationsdirektør i Erhvervsministeriet, hvor han har været siden juni 2015. Tidligere har Torben Skovgaard Andersen været ansat som HR- og administrationschef i Statsministeriet og kontorchef i Finansministeriet.

Han vil fremover indgå som medlem af direktionen i Folketingets Administration sammen med direktør Marie Hansen og folketingssekretær og vicedirektør Torben Jensen.

I sin stilling vil Torben Skovgaard Andersen få ansvaret for hele service- og administrationsområdet, der består af seks organisatoriske enheder med 226 medarbejdere indenfor bl.a. it, service, sikkerhed, drift, rengøring og vedligeholdelse af Folketingets bygninger. 

»Folketinget har for mig altid stået som en helt særlig institution. Fra min tid i Statsministeriet fik jeg flere gange et kig ind i arbejdspladsen Folketinget. Derfor er det med både ydmyghed og stor glæde, at jeg nu selv bliver en del af arbejdet i Folketinget. Det glæder jeg mig meget til. Mest af alt ser jeg frem til at møde alle de dygtige medarbejdere i Service- og Administrationsafdelingen, som sørger for, at Folketinget kører velsmurt. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet«, siger Torben Skovgaard Andersen.  

Den nye vicedirektør tiltræder den 1. januar 2023.