Folketinget skruer ned for varmen og sparer på strømmen
Folketinget følger linjen på det offentlige område med besparelser på varme og strøm.
Folketingets Præsidium har besluttet, at Folketinget i lighed med den øvrige offentlige sektor indfører en række initiativer for at spare på varme og el i Folketingets bygningsmasse.
Det betyder blandt andet, at indetemperaturen i Folketingets lokaler sænkes til 19 grader, fyringssæsonen forkortes og den udvendige belysning slukkes, i den udstrækning det ikke går ud over sikkerheden omkring Folketingets bygninger.
Belysningen af Tårnet over Christiansborg vil ophøre hurtigst muligt.
Administrationen vil i den kommende tid også tage andre initiativer. Bl.a. vil driftstiden blive reduceret på Folketingets berømte personelevator – den såkaldte paternoster – der cirkulerer uden stop mellem stueplan og fjerde sal, mange vinduer vil blive gennemgået og tætnet, og driften af husets fjernvarme- og ventilationssystem vil blive optimeret.
Endelig vil mere og bedre behovsstyring af husets belysning på gangarealer også blive sat i gang med det samme.
Med de planlagte initiativer håber Folketinget at kunne spare, hvad der svarer til 1.100 MWh om året (ca. 14% af Folketingets samlede energiforbrug).
-----
Det gør Folketinget
• Temperaturen sænkes til 19 grader i Folketingets bygninger.
• Fyringssæsonen forkortes.
• Udendørs belysning slukkes, herunder belysning af Tårnet
• Fokus på slukke/styre lys i gang og fællesarealer og fortsat fokus på udskiftning af lyskilder til nyere LED teknologi.
• Generel kampagne om energibesparende adfærd til brugerne af Folketingets lokaler.
• Yderligere optimering af tekniske installationer, herunder indregulering af varme- og ventilationssystem i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen
• Folketinget har siden 2009 arbejdet målrettet på at nedbringe energiforbruget. Det graddagskorrigerede varmeforbrug faldt med 11 % fra 2012 til 2020. I samme periode er det faktiske elforbrug reduceret med 20%.
• Læs mere om Folketingets bæredygtighedsindsats.