Statsministeren har udskrevet Skolevalg 2021

26.09.2021

Søndag trykkede statsministeren på valgknappen, der sender omkring 80.000 skoleelever fra hele landet til stemmeurnerne 14. oktober. Men først skal de igennem tre ugers intens valgkamp.

Statsminister Mette Frederiksen (S)

»Jeg har indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives Skolevalg til afholdelse torsdag den 14. oktober 2021.« Med disse ord skød statsminister Mette Frederiksen søndag gang i en tre uger lang valgkamp for omkring 80.000 unge mellem 14 og 17 år, der nu skal prøve kræfter med politik og demokrati i et autentisk tilrettelagt valgkampsforløb.

Nu gør elever fra 750 skoler i 8. til 10. klasse sig derfor klar til Skolevalg 2021. På valgdagen den 14. oktober vil eleverne få udleveret valgkort og stemmesedler, så de kan sætte deres kryds ved et af de opstillingsberettigede partier til Folketinget. Det sker i en rigtig stemmeboks, der overvåges af en valgtilforordnet. Men inden de når så vidt som til selve valghandlingen og direkte transmission af det landsdækkende valgresultat fra Landstingssalen på Christiansborg, så skal eleverne selv på banen i de næste par uger. De skal bl.a. kæmpe for deres politiske mærkesager og deltage i politiske debatter rundt om i hele landet. 

»Det er en vigtig dannelsesopgave at lære de unge, hvad demokrati er i praksis. Én ting er at vide, hvad forskellen er på den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Noget helt andet er at danne egne holdninger og have erfaring med at ytre sig og debattere med personer med andre holdninger end en selv. Ligesom regning og læsning, så er demokrati noget, man skal øve sig i og lære – det er en muskel, der skal trænes. Det er Skolevalg er en god anledning til. Derfor glæder det mig, at så mange lærere i et år med corona har tilmeldt deres klasser til Skolevalg,« siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. 

Skolevalg styrker demokratiet 

Det er fjerde gang, at Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet afholder Skolevalg. Første gang var i 2015, og siden da er valgene blevet fulgt tæt af forskere fra Københavns Universitet. Deres forskning viser, at elevernes deltagelse i Skolevalg giver dem større politisk selvtillid, gør dem bedre til at genkende politiske ideologier og styrker elevernes tiltro til det politiske system. 

»Demokratiet må aldrig tages for givet. Ingen fødes som demokrat eller god samfundsborger. Det er noget, vi skal lære, og som vi bliver hen ad vejen. Skolevalg bringer politikken ind i skoleelevernes hverdag, hvor de diskuterer og tager stilling til vigtige emner, der er bestemmende for udviklingen af vores samfund. De unge kan, må og skal være med til at skabe et bedre samfund. Det er deres opgave – ikke bare nu, men også fremover. Og det skal vi ruste dem til,« siger Folketingets formand Henrik Dam Kristensen. 

Debatter over hele landet 

Op til selve valghandlingen den 14. oktober får eleverne mulighed for at opleve og deltage i debatter med ungdomspolitikere fra alle Folketingets partier. De ungdomspolitiske partier stiller op til partilederdebat i Landstingssalen på Christiansborg den 7. oktober – samme dag som Folketingets åbningsdebat. Debatterne bliver arrangeret af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

»Vi har en generation af unge, der har masser af holdninger til, hvordan verden skal se ud. De fleste mangler bare troen på, at deres holdning betyder noget. Derfor er målet med skolevalget at styrke de unges politiske selvtillid. Med udgangspunkt i skoleelevernes egne holdninger, hverdag og virkelighed deltager eleverne i demokratiet gennem en autentisk valghandling. Det skal give dem modet til at engagere sig sammen med andre unge og søge indflydelse på vores demokrati og samfund,« siger formanden for DUF, Chris Preuss.

Se video med statsministerens udskrivelse af Skolevalg 2021

Vis videoen i browser Download videoen af statsministerens udskrivelse af Skolevalg

Yderligere oplysninger

Christian Juul Lentz, projektleder for Skolevalg, Folketingets Kommunikationsenhed
Tlf. 6162 4439, e-mail: [email protected] 

Om Skolevalg 2021

  • 80.000 folkeskoleelever fra mere end 750 skoler i hele landet deltager i Skolevalg 2021. 
    Skolevalg er et tre uger langt undervisningsforløb for 8., 9. og 10. klasse tilrettelagt som en autentisk gennemført valghandling til et folketingsvalg. 
  • Undervejs skal eleverne arbejde med politiske mærkesager, deltage i politiske debatter og danne deres egne holdninger. Til slut sætter de deres første kryds på en rigtig stemmeseddel.
  • Statsministeren udskriver officielt Skolevalg 2021 søndag den 26. september. 
  • Landstingssalen på Christiansborg danner torsdag den 7. oktober ramme for partilederdebat med de ungdomspolitiske partier fra kl. 12.30 til 13.30.
  • Omkring 450 skoler får besøg af partiernes ungdomspolitikere til en debat på skolen. Det sker i perioden fra den 11. til den 14. oktober. 
  • På valgdagen torsdag den 14. oktober får eleverne udleveret valgkort og stemmesedler, og der bliver stillet stemmebokse og valgurner op på skolerne. Her skal eleverne stemme på det parti, de er mest enige med. 
  • Skolevalg 2021 slutter med en tv-transmitteret valgaften fra Christiansborg den 14. oktober kl. 19-20, hvor valgresultatet bliver afsløret. Resultatet gøres op både landsdækkende og regionalt. 
  • Skolevalg arrangeres af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd. Formålet er at øge danske unges demokratiske engagement og deres deltagelse i folkestyret. 
  • Skolevalg finder sted hvert andet år og blev afholdt første gang i 2015.