Afslutningsdebat 2021

31.05.2021

Traditionen tro afsluttes folketingsåret med en afslutningsdebat i Folketingssalen, og i år finder den sted onsdag den 2. juni. Til afslutningsdebatten diskuterer statsministeren og de politiske ordførere vigtige og aktuelle emner. Afslutningsdebatten bliver transmitteret live på ft.dk.

Tilskuere på tilhørerpladserne i Folketingssalen, som overværer et møde.

Folketingets afslutningsdebat finder sted onsdag den 2. juni kl. 9.00 og foregår som en forespørgsel til statsminister Mette Frederiksen (S).

Som ordfører for forespørgerne starter Socialdemokratiets politiske ordfører med at begrunde forespørgslen, som alle partierne står bag, og som lyder: Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation? Derefter holder statsministeren en tale, hvor hun svarer på forespørgslen.

Herefter får alle de politiske ordførere ordet, og én efter én holder de hver deres ordførertale. Efter hver ordførertale er der debat, hvor alle folketingsmedlemmer kan stille spørgsmål til den aktuelle ordfører. Alle politiske emner, både nationale og internationale, er til debat, men ofte vil afslutningsdebatten i løbet af kort tid samle sig om få konkrete temaer.