Borgerforslaget om ”skattebetalt tandlæge” har opnået 50.000 støttere

23.06.2020

Borgerforslaget om skattebetalt tandlæge blev offentliggjort den 29. maj 2020 og opnåede 50.000 støttere den 19. juni 2020. Forslaget kan læses her

Borgerforslaget vil nu overgå til Folketinget og vil blive fremsat som beslutningsforslag i Folketinget i starten af næste folketingsår under forudsætning af, at de partier, der står bag borgerforslagsordningen bekræfter, at de vil medvirke hertil. Forslaget bliver ikke automatisk fremsat i Folketinget, når det har opnået 50.000 støttere. Det skyldes, at det ifølge grundloven kun er ministre og medlemmer af Folketinget, der kan fremsætte forslag i Folketinget.

Når forslaget er fremsat, bliver det behandlet på samme måde som alle andre beslutningsforslag i Folketinget. Det vil sige, at det kommer til 1. behandling i Folketinget og derefter bliver det henvist til et af Folketingets udvalg. I løbet af udvalgsbehandlingen kan udvalget f.eks. stille spørgsmål til en minister og holde samråd med en minister om forslagets indhold, invitere hovedstilleren og medstillerne til et møde om forslaget og ændre i forslaget ved at stille ændringsforslag.

Efter udvalgsbehandlingen kommer forslaget til 2. og sidste behandling i Folketinget. Her bliver der først stemt om eventuelle ændringsforslag og derefter om forslagets vedtagelse eller forkastelse.

Det er muligt at støtte borgerforslaget, indtil beslutningsforslaget har været til 2. og sidste behandling i Folketinget.