Det Udenrigspolitiske Nævn besøger Indien
Indien er verdens største demokrati og en global vækstøkonomi.
I uge 10 var Det Udenrigspolitiske Nævn på besøg i Indien for at mødes med indiske politikere og tænketanke og høre om den politiske og økonomiske udvikling i landet.
Det blev til en masse gode diskussioner om bl.a. situationen i Kashmir, menneskerettigheder, kvinders rettigheder, den internationale klimadagsorden samt det store omstillingsarbejde, Indien har sat sig for.
Besøg hos den indiske udenrigsminister og udenrigsudvalget
Nævnet mødtes med den indiske udenrigsminister Subrahmanyam Jaishankar, hvor de drøftede de bilaterale relationer, Indiens udenrigspolitiske prioriteter og muligheden for, at EU laver en handelsaftale med Indien.
Til mødet med udenrigsudvalget i det indiske parlament var der debat og udveksling af synspunkter om Indiens udenrigspolitiske prioriteter. Inderne var meget interesseret i Nævnets kompetence, og det forhold at regeringen i følge grundloven er forpligtet til at høre Nævnet i større udenrigspolitiske spørgsmål.
Plant et venskabstræ
Nævnet besøgte også Vestas store Vindmøllefabrik i Ahmedabad, som er den stat, Indiens premierministre Narendra Modi kommer fra.
Nævnets formand Martin Lidegaard og udvalgsmedlem Flemming Møller Mortensen plantede et træ som symbol på dansk-indisk venskab.
Nævnet var afsted fra den 1. – 7. marts og besøgte både New Delhi (Delhi), Ahmedabad (Gujarat) og Amritsar (Punjab).
Deltagerne på rejsen var Martin Lidegaard (RV), Michael Aastrup Jensen (V), Annette Lind (S), Flemming Møller Mortensen (S), Rasmus Nordqvist (ALT), Søren Pape Poulsen (K), Peter Seier Christensen.