Formandsportræt af Pia Kjærsgaard kom for dagens lys

28.02.2020

Det er en tradition, at der bliver malet et portræt af Folketingets formænd, når de er gået af.


Fredag den 28. februar var turen kommet til at afsløre Pia Kjærsgaards portræt, der er malet af Mikael Melbye.

Ud over at være en efterspurgt portrætmaler kan han også skrive operasanger, instruktør og scenograf på sit visitkort.

Afsløringen skete ved en sammenkomst i det fine samtaleværelse, der ligger ud til Vandrehallen. 

”Du skrev historie, da du blev valgt til posten for Folketinget som den første kvinde. Du gik til opgaven med dyb respekt for embedet. For dig var respekten for Folketinget en hjertesag. Fra første færd havde du en målsætning om at være en samlende figur, der ville behandle alle fair og lige”, sagde Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, inden han fjernede klædet, der havde skjult portrættet for de forsamlede gæster. 

Billeder fra portrætafsløringen

Pia Kjærsgaard portræt
Større

Pia Kjærsgaard bestred formandsposten fra 2015 til 2019.
Hendes portræt vil i fremtiden blive anbragt i forgemakket til Folketingssalen, hvor også en række af de forrige formænd hænger til skue.

”Det er en stor og særlig følelse at få sit portræt op at hænge som ene kvinde blandt mænd. Jeg er spændt på, hvad folk, der besøger Christiansborg og får en rundvisning, vil mene om det”, siger Pia Kjærsgaard. 

Mikael Melbye takkede for opgaven, som han kalder en stor ære.    

”Man lærer altid noget, når man skal portrættere kloge og interessante mennesker. Derfor er jeg meget glad for, at Pia Kjærsgaard valgte mig til at male sig. Og så er det selvfølgelig en stor ære, at have endnu et formandsportræt hængende på Christiansborg”, siger Mikael Melbye, som også har sat pensel til formandsportrættet af Thor Pedersen. 

 

Billeder fra portrætafsløringen

Større
Større
Større
Større
Større
Større