Demokratihelt besøger Folketinget
Den polske demokratiforkæmper Lech Walesa mødtes med Folketingets formand Henrik Dam Kristensen
En af de helt store demokratiforkæmpere i skikkelse af den tidligere polske fagforeningsleder og præsident, Lech Walesa, lagde søndag den 8. september vejen forbi Folketinget som led i et tredages besøg i Danmark.
Lech Walesa begyndte i 1970’erne at organisere arbejderne på det store skibsværft i Gdansk, og i 1980 stod han i spidsen for en strejke med krav om, at arbejderne fik ret til at strejke og danne uafhængige fagforeninger. Selv om staten svarede igen med hårde midler og fængslede Walesa flere gange, holdt han fast i, at kampen skulle vindes med fredelige midler.
Ud af opstanden kom Solidaritet, den første uafhængige fagforening i Polen og sovjetblokken. Walesa var i 10 år formand for Solidaritet. Bevægelsen spredte sig og førte til dannelsen af et politisk parti, der vandt magten ved frie valg i 1989, og året efter blev Walesa valgt som præsident i Polen.
”Lech Walesa var et forbillede for mig og mange andre i begyndelsen 80’erne, da jeg selv var engageret i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Han var urokkelig i sin kamp for demokrati og en fri fagbevægelse, selv om det var med personlige omkostninger for ham. Der er ingen tvivl om, at han var med til at bane vej for omvæltningerne i Polen og hele østblokken, og derfor var det stor ære at møde ham”, siger Folketingets formand, Henrik Dan Kristensen.
I samtalen med Folketingets formand fremhævede Lech Walesa sejrene i 80’erne og 90’erne, hvor det lykkedes at nedbryde Østblokken og skabe demokrati, men han advarede om, at disse sejre er i fare på grund af populistiske strømninger, der lukker landene om sig selv.
Under besøget i Folketinget så Lech Walesa blandt andet udstillingen af grundlovene i Vandrehallen og Folketingssalen.
Walesa var inviteret af Golden Days Festival og Wisti-Fonden i anledning af 30-året for Berlinmurens fald.