Danskerne til dialog om fremtidens EU

11.09.2018

Folketingets Europaudvalg har i samarbejde med regeringen taget initiativ til at afholde en række dialogmøder om fremtidens EU. Med emner som klima, terror og økonomi ønsker udvalget at høre danskernes forslag, ideer og gode råd til, hvordan fremtidens EU skal se ud. Første dialogmøde er den 11. september.

Gennem en række dialogmøder rundt om i Danmark sætter Folketingets Europaudvalg fokus på nogle af de kerneområder, der optager danskerne. Relevante ministre og folketingspolitikere deltager i møderne og vil være med til at samle op på de vigtigste pointer. I november afholdes desuden en samlende folkehøring i Odense, hvor 400 borgere vil deltage. Til folkehøringen vil statsministeren og partilederne deltage.

Med dialogmøderne ønsker Europaudvalget at bringe EU-debatten tæt på danskerne og deres hverdag. Formålet er at give den danske befolkning en mulighed for at sætte dagsordenen og samtidig gøre politikerne klogere på, hvad danskerne ønsker for fremtidens EU.

Formanden for Folketingets Europaudvalg, Erik Christensen (S), udtaler:

"EU er selvfølgelig Bruxelles og Christiansborg. Men i virkeligheden er EU jo først og fremmest os alle sammen – det er vores hverdag. Vi synes, det er interessant at tage de temaer, som optager danskerne, og diskutere dem i forhold til EU: Hvad kan EU sammen med de enkelte landes regeringer gøre for at løfte de dagsordener? Jeg ser frem til at få inspiration og input til den diskussion, og det er min ambition, at dialogmøderne kan medvirke til, at danskernes involvering og engagement i EU styrkes." 

Danskernes panel

Analyseinstituttet Gallup har sammensat et specifikt deltagerpanel til hvert af møderne. I Sønderborg er alle deltagere unge under 26 år. Til de tre efterfølgende dialogmøder i Herning, København og Næstved udgør deltagerne et repræsentativt udsnit af befolkningen i lokalområdet, mens den store folkehøring i Odense vil være repræsentativ for hele Danmark.

Efter folkehøringen i november vil Folketingets Europaudvalg have fået en masse input fra dialogmøderne til brug for det kommende arbejde med EU-sager, ligesom regeringen kan tage danskernes holdninger med sig i både den hjemlige og den europæiske debat om fremtidens EU. 

4 dialogmøder i september

De 4 dialogmøder finder sted i september og har følgende temaer:

  • Globalisering og klima (tirsdag den 11. september, Sønderborg)
  • EU’s budget (onsdag den 12. september, Herning)
  • Sikkerhed, forsvar og terror (torsdag den 13. september, København)
  • EU’s økonomiske og sociale dimensioner (Tirsdag den 18. september, Herning)

Hvert af dialogmøderne varer 4 timer og starter kl. 17. De repræsentativt udvalgte 80 deltagere bliver budt velkommen af formanden for Folketingets Europaudvalg. Herefter vil deltagerne blive præsenteret for ekspertoplæg om aftenens temaer samt drøfte og debattere EU’s fremtid i grupper.

De 4 dialogmøder afsluttes med en fælles debat med en minister og en række folketingspolitikere. Debatten sendes direkte på TV2’s regionale tv-station i det område, dialogmødet foregår. Partilederrunden på den afsluttende folkehøring sendes direkte på TV2 News.