Folketinget er nu aktiv på Twitter
Nu har Folketinget været aktiv på Twitter i en måned.
I januar blev det besluttet, at Twitter skulle være en del af Folketingets samlede kommunikationsstrategi. Profilen gik i luften den 2. februar, hvor Folketinget delte det første tweet.
På Twitter vil interesserede borgere kunne finde oplysninger om de høringer, der finder sted på og uden for Christiansborg. Samtidig videreformidles der information om, at høringerne kan følges på Folketingets tv-kanal, så det er muligt at holde sig opdateret, selv om man er langt fra Christiansborg. Videosammenklip af eksempelvis et borgermøde på Lolland er ligeledes med til at give interesserede borgere indblik i nogle af de emner, der arbejdes med i de forskellige politiske udvalg.
Ud over at tweete om de spændende høringer deler Folketinget nyheder om aktiviteter og begivenheder, herunder bl.a. Ungdomsparlament og Skolevalg.
Folketingets Kommunikationsenhed står bag profilen og har ansvaret for driften. I samarbejde med Udvalgssekretariatet udarbejder den profilens tweets.