Folketingsdelegation kritiserer manglende handling i sag om korruptionsanklager

25.01.2017

Nylige anklager mod nuværende og tidligere medlemmer af Europarådets Parlamentariske Forsamling har fået de nordiske og baltiske delegationer i forsamlingen til at sende et brev til forsamlingens formand og Præsidium, hvori de kræver, at forsamlingens ledelse tager skarpt afstand fra sådanne sager og straks iværksætter en hurtig og uafhængig undersøgelse. Anklager mod blot ét medlem skader hele Europarådets anseelse, mener de nordisk-baltiske delegationsmedlemmer.

De nordiske og baltiske delegationer mener endvidere, at Europarådets etiske regelsæt bør evalueres, ligesom der bør etableres en opfølgningsmekanisme for de tilfælde, hvor et medlem har overtrådt reglerne.

Fra den danske delegation til Europarådets Parlamentariske Forsamlings side er det formand Michael Aastrup Jensen (V), som har skrevet under på brevet.

Læs hele brevet her.

Senest opdateret: [05.01.2023]