Second opinion-ordningen blev indført den 1. januar 2003 med det formål at give mulighed for at henvise patienter med en livstruende sygdom til eksperimentel behandling. Det forudsætter, at den behandlende sygehuslæge vurderer, at patienten ikke umiddelbart kan tilbydes yderligere behandling. I sådanne tilfælde kan sygehuslægen indstille, at Sundhedsstyrelsen vurderer, om patientens sag skal forelægges et ekspertudvalg. I givet fald rådgiver ekspertudvalget om relevante behandlingsmuligheder, og sygehuslægen beslutter i samråd med patienten, om de vil følge rådgivningen.

Ekspertpanelet har i perioden 2003-2013 behandlet 7.163 sager vedrørende patienter med kræft. I godt 45 % af disse sager har ekspertpanelets råd været en eksperimentel eller forskningsmæssig behandling. I samme periode har kun 12 patienter med en anden livstruende sygdom end kræft fået deres sag behandlet under second opinion-ordningen.

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Sundhedsministeriet ikke i tilstrækkeligt omfang har sørget for, at second opinion-ordningen lever op til sit formål. Statsrevisorerne bygger denne konklusion på, at man primært har fokuseret på patienter med kræft og ikke har sørget for et tilstrækkeligt kendskab til ordningen:

• Det har været usikkert, hvad der forstås ved centrale begreber som ”second opinion-ordningen” og en ”livstruende sygdom”, herunder hvilken patientkreds der er omfattet af en ”anden lignende livstruende sygdom”.
• Afrapporteringen om second opinion-ordningen i Sundhedsstyrelsens årsrapporter har kun omhandlet patienter med kræft.
• Sundhedsstyrelsens evalueringer i 2003 og 2005 viste, at der ikke var tilstrækkeligt kendskab til second opinion-ordningen. Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen besluttede derfor i 2006 at udarbejde en pjece om ordningen. Der gik imidlertid næsten 7 år, før pjecen blev udsendt i 2013.
• Rigsrevisionens spørgeskemaundersøgelse har vist, at der er i 2014 var udbredt kendskab til second opinion-ordningen blandt det sundhedsfaglige personale, mens kendskabet til ordningen var mindre blandt patientforeningerne.

Ministerens svarfrist: 4 måneder