Ny beretning om finansieringsmodellen for forsikrede lediges arbejdsløshedsdagpenge er afgivet

12.11.2014

Statsrevisorerne har den 12. november 2014 afgivet beretning nr. 2/2014 om finansieringsmodellen for forsikrede lediges arbejdsløshedsdagpenge med denne bemærkning:

Finansieringen af lediges arbejdsløshedsdagpenge (herefter dagpenge) sker efter en finansieringsmodel, der sammen med den øvrige beskæftigelseslovgivning skal tilgodese flere formål. Formålene er fx at skabe økonomiske incitamenter i kommunerne for at få ledige i job eller aktivering og at styrke samarbejdet mellem a-kasserne og jobcentrene.

Finansieringsmodellen består af et beskæftigelsestilskud, som Økonomi- og Indenrigsministeriet yder kommunerne for deres medfinansiering af dagpengene, og et medfinansieringsbidrag, som kommunerne betaler til Beskæftigelsesministeriet for deres andel af de udbetalte dagpenge.

Finansieringsmodellen kompliceres af, at dagpengene udbetales af a-kasserne, som modtager refusion fra Beskæftigelsesministeriet. Finansieringsmodellen er baseret på, at alle data og informationer udveksles elektronisk. Kommunernes medfinansieringsbidrag beregnes således på baggrund af a-kassernes data om dagpengemodtageren, kommunernes data om aktivering og bopælsoplysninger fra CPR-registret.

Rigsrevisionens undersøgelse viser, at der i 8 ud af 12 måneder i 2013 var en uoverensstemmelse på over 15 % mellem grundlaget for beregningen af medfinansieringsbidraget og udgifterne til dagpenge. Den primære årsag er, at a-kasserne ikke i alle tilfælde overholder lovkravet om månedlig indberetning af retvisende data.

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Beskæftigelsesministeriet i sin opfølgning og kontrol med a-kassernes indberetninger om de ledige ikke har haft tilstrækkeligt fokus på fejl, mangler og forsinkelser i a-kassernes data.

Beskæftigelsestilskuddet udbetales forskudsvist på baggrund af kommunens udgifter 2 år før tilskudssåret, en midtvejsregulering i tilskudsåret og en efterregulering på baggrund af landsdelsmekanismen i året efter tilskudsåret.

Statsrevisorerne konstaterer, at beskæftigelsestilskuddets udbetalingsforløb og udsvingene i medfinansieringsbidraget giver likviditets-, budget- og økonomistyringsmæssige udfordringer i kommunerne.

Ministrenes svarfrist: 2 mdr.