Rigsrevisor Henrik Otbo er nyt dansk medlem af Den Europæiske Revisionsret

03.02.2012

Henrik Otbo er, efter mere end 16 år på posten som rigsrevisor, blevet udnævnt af Det Europæiske Ministerråd til stillingen, som det nye danske medlem af Den Europæiske Revisionsret. Rigsrevisor forlader således Rigsrevisionen med udgangen af februar.

Henrik Otbo tiltrådte stillingen som rigsrevisor i 1995, og har siden bidraget til en yderst positiv udvikling af Rigsrevisionen. Henrik Otbo igangsatte kundeundersøgelser af Rigsrevisionen og fik ligeledes udarbejdet et peer review af Rigsrevisionen, hvor andre rigsrevisioner evaluerede Rigsrevisionens arbejde. Rigsrevisionen er også gennem årene blevet bedt om at vurdere andre rigsrevisioners udvikling, fordi den danske Rigsrevision blandt kolleger opfattes som faglig stærk. 

Rigsrevisionens position i verden er bl.a. også blevet styrket ved rigsrevisors engagement bl.a. i EU og sammenslutningen af rigsrevisioner, INTOSAI. Henrik Otbo har siden 2004 været formand for INTOSAIs Professional Standards Committee og dermed ledet 68 rigsrevisioners arbejde med at udvikle revisionsstandarder for alle rigsrevisioner.

Henrik Otbo har bl.a. gennem international inspiration og i dialog med samarbejdspartnere løbende udviklet Rigsrevisionen, så revisionen i stigende grad er blevet mere målrettet og hermed mere brugbar for samfundet.

Statsrevisorerne har gennem årene ligeledes nydt godt af samarbejdet med rigsrevisor, og sætter stor pris på den måde, Henrik Otbo har værnet om Rigsrevisionens uafhængighed – og dermed om troværdigheden. Henrik Otbo har bidraget til at styrke den offentlige forvaltning, sikret at borgernes penge bliver brugt på den mest fornuftige måde og altid udvist respekt for de to samarbejdende institutioner Rigsrevisionen og Statsrevisorerne.

For yderligere information kontakt Statsrevisorernes formand Peder Larsen, tlf. 39 66 95 64 eller Rigsrevisionens kommunikationskonsulent Lisbeth Sørensen, tlf. 33 92 85 06.