Folketingsmedlem Flemming Bonne Hansen er død

10.09.2010

Folketingsmedlem Flemming Bonne Hansen er død fredag morgen efter kort tids sygdom. Han blev 65 år.

Det er med stor sorg, at Folketinget modtog beskeden om Flemming Bonne Hansens alt for tidligere død.

”Det berører mig dybt, at jeg har fået meddelelse om, at medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti Flemming Bonne Hansen er afgået ved døden.

Efter 8 år som borgmester i Nakskov kommune blev Flemming Bonne Hansen medlem af Folketinget efter valget i 2007.

Med sin store erfaring fra borgmestertiden blev han det naturlige valg til kommunalordfører for Socialistisk Folkeparti, og vi drog alle nytte af hans politiske erfaring fra den kommunale verden.

Vi lærte Flemming Bonne Hansen at kende som et venligt, omgængeligt og seriøst arbejdende folketingsmedlem. Han bidrog med sin væremåde til den positive omgangstone i Folketinget.

Flemming Bonne Hansen vil ikke alene blive savnet af sin familie og sit parti, men af os alle i Folketinget", siger Thor Pedersen, Folketingets formand.

Flemming Bonne Hansen vil blive mindet i Folketingssalen ved et kommende møde.

Senest opdateret: [18.11.2022]