Sloveniens parlamentsformand besøgte Folketinget

11.02.2010

Sloveniens parlamentsformand Dr. Pavel Gantar var på officielt besøg i Danmark den 8.-10. februar 2010, hvor han var gæst hos Folketingets Præsidium

Udover at holde møde med Folketingets Præsidium har Dr. Pavel Gantar under sit besøg, blandet andet også været i audiens hos Dronningen, og har holdt møder med Europaudvalget, Miljø- og Planlægningsudvalget og Det Energipolitiske Udvalg i Folketinget.

Sloveniens parlamentsformand Dr. Pavel Gantar besøger Folketinget tirsdag den 9. februar 2010

Dr. Pavel Gantar har været formand for det slovenske parlament siden valget i 2008. Han har tidligere været miljøminister fra 1994 til 2000 og informationssamfundsminister fra 2000 til 2004. Gantar var aktiv i uafhængighedsbevægelsen omkring folkebevægelsen ”det slovenske forår”, der medvirkede til Sloveniens uafhængighed fra Jugoslavien i 1991. På grund af sin kritiske holdning overfor marxismen blev han i 1985 ekskluderet fra det kommunistiske parti. Han er medlem af det nystiftede parti Zares (direkte oversat til engelsk: For Real), som blev dannet i 2007 af seks udbrydere fra det social-liberale centrum-venstre parti LDS. Partiet udgør sammen med socialdemokraterne, pensionisternes demokratiske parti og de liberale demokrater det regeringsbærende flertal. Zares lagde fra starten en pro-europæisk linje.


Sloveniens politiske system
Slovenien fik sin forfatning i december 1991. Landet har et tokammersystem. Nationalforsamlingen (parlamentet) er den lovgivende magt og består af 90 medlemmer, der vælges hvert fjerde år. Udover at vedtage love godkender den også regeringens ministre. Nationalrådet er et rådgivende organ med 40 medlemmer, der vælges for fem år af gangen. Rådet kan bl.a. stille forslag til nationalforsamlingen.