Besøg Folketinget hen over sommeren

07.07.2025

Oplev Folketinget indefra, dyk ned i udstilling om Folketinget under besættelsen, eller nyd udsigten fra Tårnet.

Hele sommeren kan du tage på omvisning i Folketinget. Der er omvisninger alle hverdage.

På omvisningen kommer du rundt på folketingsmedlemmernes arbejdsplads. Du får både indblik i stedets historie og indsigt i, hvordan Christiansborg i dag fungerer som centrum for det danske folkestyre. Undervejs kommer du bl.a. forbi Vandrehallen, grundlovene, statsministerportrætterne og Folketingssalen.

Dyk ned i historien om Folketinget under besættelsen

Hvordan fungerede Folketinget, da Danmark var besat? Hvilke beslutninger blev truffet, og hvordan blev arbejdet i Rigsdagen forsøgt holdt i gang under et voksende pres? Hvilke dilemmaer stod de danske politikere i, og hvordan så et folketingsvalg ud midt i en besættelsestid?

Det er nogle af de temaer, du kan dykke ned i i den udendørs udstilling »Demokrati under pres – Folketinget fra besættelse til befrielse 1940-1945« i Rigsdagsgården.

Nyd udsigten fra Tårnet

Med sine 106 meter er tårnet på Christiansborg Slot Københavns højeste tårn. Udsigtsplatformen, som er det øverste niveau, du kan besøge i Tårnet, er beliggende 44 meter over jorden. Herfra er der en storslået udsigt over hele København.