Spm. nr. US 55

Tak for det. Jeg er glad for, at regeringen og statsministeren endelig har set og indset, at Danmarks forsvar skal styrkes, at vi i Danmark skal levere på 2-procentsløftet til NATO, og at et troværdigt forsvar af Danmark som land ikke er en fribillet, som man kan bede USA om at betale i al evighed. Det er dog ikke betryggende, at der skulle et direkte angreb fra russerne mod Ukraine til, før statsministeren løftede hovedet og sagde: Hov, der er vist noget her, som vi er nødt til at forholde os til.

For 1 år siden stillede vi i Nye Borgerlige netop et forslag om at løfte forsvarsbudgettet til 2 pct. af vores bnp. Og dengang afviste regeringen, at en styrkelse af forsvaret var noget, man behøvede at forholde sig til. Man hældte det simpelt hen ned ad brættet – og stemte nej. Det forstår jeg ikke.

Var det først i sidste måned, at statsministeren og regeringen forstod og opdagede, at Rusland truer sine naboer? Der har dog immer væk været rigeligt med faresignaler om netop det i mange, mange år. Regeringens egne efterretningsvæsener har beskrevet truslen fra Rusland indgående i deres årlige rapporter, og fra forsvarets egne folk har vi i årevis hørt, at materiellet var nedslidt, og at der var for lidt af det. End ikke den ene brigade, som man på det skrabede budget skulle stille med, har man kunnet levere.

For de fleste med indsigt virkede det ret oplagt, så ærgrer statsministeren sig ikke over, at det tog så lang tid, før statsministeren selv indså situationens alvor? Og fortryder statsministeren, at hun og regeringen ikke støttede forslaget fra Nye Borgerlige sidste år? For så ville vi jo allerede have været i gang nu.

Statsministeren.

Altså, helt nøgternt må man jo bare konstatere, at der ikke er nogen regeringer før den her – og at der ikke er noget flertal, før det flertal, der er omkring det nationale kompromis – som har sat pen til papir og skrevet under på, at vi skal leve op til de 2 pct. Andre regeringer har haft muligheden og har ikke gjort det. Vi har gjort det nu, med et bredt flertal, og det vil jeg gerne takke for.

Jeg var meget enig i de indledende ord om, at der ikke er en fribillet, og det er der jo i virkeligheden ikke på nogen områder lige nu. Der er ikke en fribillet omkring sikkerheden. Man kan ikke vælge at udlicitere den til nogle andre, og jeg tror oprigtigt, det er kommet bag på Putin. Jeg tror, Ukraines modstandskraft er kommet bag på Putin, og jeg tror også, at Vestens sammenhold er kommet bag på Putin. Jeg tror faktisk, Putin havde håbet på, at europæerne og Vesten ville have stået i et hjørne og vredet sig i hænderne og sagt: Det er godt nok træls, hvad der foregår, men det kan vi ikke rigtig gøre noget ved. Vi ved jo også, at Putin har haft et ønske, f.eks. om Brexit, altså at englænderen skulle flytte sig væk fra EU. Jeg tror ikke, han regnede med vores sammenhold. Men vi har vist det sammenhold, og det kan vi jo kun, fordi tilpas mange i den vestlige verden vedkender sig, at der ikke er en fribillet.

Så derfor vil min anbefaling være, at hvad enten vi laver aftaler om det nationale kompromis eller laver aftaler om at modtage ukrainske flygtninge, eller vi laver aftaler, der skal forsøge at kompensere for nogle af de stød, der kommer i økonomien, så går man med ind i lokalet og tager ansvar for det samlede resultat. Det er så let at stå udenfor, og det er så let at kritisere. Det svære er at træffe beslutningerne, men det er altså beslutningerne, der er til gavn for danskerne – ikke ordene.

Fru Pernille Vermund, værsgo.

Tak for svaret. Det er væsentligt nemmere at sidde med om bordet, når man bliver inviteret til forhandlingerne – trods alt. Og så må jeg jo bare sige, at statsministeren her igen taler udenom. Faktum er, at regeringen og statsministeren er bagud. Og også i forhold til de stigende energipriser er regeringen og statsministeren bagud. Man handler for sent og forkert, og hvem betaler regningen? Det gør de danske familier.

I årevis har vi i Nye Borgerlige sagt, at energiafgifterne er for høje, og vi har foreslået – og har også finansieret – at sænke afgifterne på eksempelvis el og benzin. Det har regeringen ikke villet lytte til, og ikke engang en fremrykning af de her beskedne aftalte lettelser frem mod 2030 vil man være med til. I stedet opfandt man det her køre rundt-system, hvor afgifterne bliver taget op af lommen på alle danskerne og så deles ud igen i mindre portioner som tilskud til udvalgte grupper, som regeringen formentlig gerne vil tækkes.

Nu er der – meget forudsigeligt – gået bureaukrati i det her køre rundt-system, og man kan ikke en gang finde ud af at udbetale den milliard før i august måned. Synes statsministeren virkelig, at det her køre rundt-system er smart?

Statsministeren, værsgo.

Det med tidsperspektivet har jeg allerede svaret på. Der er jo det med skatter og afgifter, at det er sådan en lidt mærkelig størrelse. For når vi siger afgifter og skat, er de fleste jo instinktivt enige i, at lad os få dem sat ned, for det er så abstrakt. Men hvis det så pludselig sætter sig i, at der ikke er en ordentlig kræftbehandling til den kræftpatient, der har behov for det, så er det jo ikke længere en abstrakt størrelse. Eller hvis der ikke er det uddannelsestilbud til den unge, som den unge har brug for, eller hvis der ikke er den voksne i daginstitutionen, når den lille falder. Og derfor vil jeg bare sige – for jeg kan oven på debatten i dag også godt se, hvad det er for en diskussion, vi får i de kommende måneder – at der kommer stød ind i dansk økonomi. Vi skal gøre det, vi kan, men vi må ikke stå og lade, som om vi kan løfte hele byrden af danskernes skuldre. For det her kan blive langvarigt, og det kan blive tungt, og det kan blive svært. Men i forhold til det der med at stå og sige, at hvis bare vi lige sætter skatten eller afgiften ned, så er det jo noget, der kommer med en pris. Og når jeg f.eks. kigger ind i vores sundhedssektor i dag, kan jeg ikke se, hvad det er for nogle patienter, vi bare kan tage en masse ydelser fra. Så det er ikke så let, som jeg synes det måske fremstilles her.

Fru Pernille Vermund, værsgo.

Helt ærligt: Jeg tror simpelt hen, der er rigtig mange danskere, der er ved at være utrolig trætte af politikere, der stiller sig op på tv og rundhåndet deler gaver ud til udvalgte grupper, som finansieres af alle danskeres penge. Altså den her godhed, hvor man forsøger måske at skaffe sig vælgere i specielle segmenter på bekostning af den samlede befolkning, der ser deres energipriser stige, samtidig med at de ikke selv bliver begunstiget. Det tror jeg faktisk danskerne er ved at være rigtig trætte af.

Kunne vi da ikke bare for en gangs skyld lade danskerne få lov at beholde lidt flere af deres egne penge selv i stedet for de her evindelige lappeløsninger, der så åbenlyst ikke løser problemet? Det løser altså ikke problemet. Det giver kun politikerne mulighed for at stå der og shine på tv i fem minutter – til hvilken gavn? Ikke til gavn for danskerne, men i høj grad til gavn for de politikere, der kan stå og få de her fem minutters fame.

Er statsministeren ikke enig i, at det så trods alt, selv om statsministeren siger, det ikke er let, er bedre strukturpolitik at sænke energiafgifterne end at give de her tilskudsordninger – køre rundt-systemer – som åbenlyst er overbureaukratiske?

Statsministeren, værsgo.

Nu synes jeg i al beskedenhed ikke, det er så tit, jeg står på pressemøder og gør noget, der på den måde opfattes meget positivt af danskerne. Det har været nogle lidt bøvlede år – kan man sige. Så det der med at sige noget for at shine forekommer ikke så tit – vil jeg sige.

Jeg er til gengæld enig i det sidste om, at hver gang vi står i noget, også selv om det er svært og kompliceret, så skal vi søge nogle mere grundlæggende svar. Og derfor er jeg tilbage ved den diskussion, jeg også havde med fru Sofie Carsten Nielsen: Hvis der er noget i den aktuelle situation, der i virkeligheden skal få os op af stolene, så er det jo behovet for hurtigt at accelerere den grønne omstilling, så vi kommer ud af den russiske gas. Så jeg er meget, meget modtagelig – også i forlængelse i den diskussion, jeg havde med hr. Søren Pape Poulsen – i forhold til også i den her situation at lave nogle mere grundlæggende forandringer af vores samfund, så vi står stærkere. Både på den korte og på den lange bane.

Tak til fru Pernille Vermund. Der er ikke flere spørgsmål.

Så går vi videre til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.