Spm. nr. S 827

7) Til skatteministeren af:

Pernille Skipper (EL):

Vil ministeren redegøre for, hvordan man vil tilgå de offentlige overenskomstforhandlinger og sikre en økonomisk forhandlingsramme, der giver plads til et mærkbart lønløft til de ansatte i den offentlige velfærdssektor, der gennem deres indsats under coronakrisen har dokumenteret, hvor værdifulde de er for det danske samfund?

Spm. nr. S 827

7) Til skatteministeren af:

Pernille Skipper (EL):

Vil ministeren redegøre for, hvordan man vil tilgå de offentlige overenskomstforhandlinger og sikre en økonomisk forhandlingsramme, der giver plads til et mærkbart lønløft til de ansatte i den offentlige velfærdssektor, der gennem deres indsats under coronakrisen har dokumenteret, hvor værdifulde de er for det danske samfund?

Værsgo til fru Pernille Skipper. Og fru Pernille Skipper må godt starte med at læse spørgsmålet højt. Værsgo.

Tak, formand. Vil ministeren redegøre for, hvordan man vil tilgå de offentlige overenskomstforhandlinger og sikre en økonomisk forhandlingsramme, der giver plads til et mærkbart lønløft til de ansatte i den offentlige velfærdssektor, der gennem deres indsats under coronakrisen har dokumenteret, hvor værdifulde de er for det danske samfund?

Skatteministeren.

Det vil jeg gerne svare på, og tak for spørgsmålet. Som spørgeren jo rigtig nok ved, er de overordnede rammer for de offentligt ansattes løn- og ansættelsesvilkår som bekendt fastlagt i de kollektive overenskomster, som vi har indgået mellem arbejdsmarkedets parter. På det offentlige område vil det så være op til arbejdsmarkedets parter at prioritere og ikke mindst indgå en aftale om de offentligt ansattes løn- og ansættelsesvilkår for den kommende overenskomstperiode. I respekt for principperne bag og i den danske aftalemodel vil jeg overlade konkrete forslag om løn- og ansættelses- og arbejdsvilkår på det offentlige arbejdsmarked til aftaleparterne.

Fru Pernille Skipper.

Tak for det. Det er jo alt sammen meget godt, og tak for den her gennemgang. Det er jo nok vigtigt lige at få understreget over for den opmærksomme lytter, at arbejdsgiveren, som skatteministeren og finansministeren omtaler her, i det her tilfælde er det offentlige. Altså, vi taler om overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Og der er det jo muligt, selv om hverken ministeren eller jeg selv skal sidde og forhandle – absolut ikke – at sætte en politisk retning for, hvordan de forhandlinger skal foregå og med en form for styring af, hvordan man har lyst til at opføre sig som arbejdsgiver. Det har man gjort i mange år med Moderniseringsstyrelsens formålsbestemmelse, som, kan man sige, groft sagt handlede om at presse de offentligt ansatte mest muligt på lønnen. De skulle have så lidt som overhovedet muligt og løbe så hurtigt som overhovedet muligt. Og så valgte vi jo også i fællesskab i det forståelsespapir, der danner grundlag for den siddende regering, at sige, at der skulle en anden tilgang til, altså at man ville sikre en mere tillidsfuld tilgang til de offentlige overenskomstforhandlinger.

Det kunne man gøre. For vi står jo eksempelvis med et enormt stort for mig at se også politisk problem med uligeløn mellem kønnene. Det er i høj grad forårsaget af det løngab, der er, mellem de offentlige særlig kvindedominerede omsorgsfag og andre mandsdominerede fag. Vi står også samtidig med et rekrutteringsproblem blandt sosu'er og sygeplejersker og jordemødre. Og vi kan også alle sammen lige nu se, hvor hamrende vigtig den offentlige sektor er for at holde en vis legemsdel oppe på vores alle sammens samfund, inklusive den private sektor, når en krise som den her rammer. Så hvorfor beslutter vi os ikke for, at vi vil være den arbejdsgiver, som sikrer en ligeløns- og lavtlønspulje, så man i de forhandlinger kan bruge den til at gøre noget ved uligelønnen og til at sikre, at de lavestlønnede, som knokler lige nu, får den løn, de har fortjent?

Ministeren.

Tak for det. Altså, spørgsmålet rører jo ved helt centrale principper for, hvordan vi aftaler løn på det danske arbejdsmarked. Det har vi jo diskuteret før, så det ved spørgeren også er et princip for regeringen. Men virkeligheden er jo også den, at det, spørgeren også spørger til, er, at vi i fællesskab klart har signaleret, at i forhold til de erfaringer, der har været fra tidligere overenskomstforhandlinger, så var der nødt til at blive truffet nogle beslutninger om nogle ændringer. Det er jo så derfor, at jeg står her som skatteminister og nu har fået ansvaret for de statslige forhandlinger, og jeg er så arbejdsgiver for statens del af forhandlingerne.

Det, der jo er sket, er, at vi har lavet vores nye styrelse, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Min opfattelse er i hvert fald, at den er der blevet taget rigtig godt imod. Der er god stemning og generelt en god dialog med de parter, som vi jo så skal lave en overenskomst med. Men det synes regeringen og jeg selvfølgelig også som forhandler er noget, der hører til i en aftale med arbejdsmarkedets parter.

Fru Pernille Skipper.

Jeg ville ønske, at vi nogle gange kunne tage den her diskussion sådan lidt uden stråmænd, for jeg ved jo godt, hvordan det fungerer med arbejdsmarkedets parter og overenskomstforhandlinger. Som ministeren også siger, har vi haft den her diskussion før. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke før er blevet belært om funktionerne i forhold til arbejdsmarkedet og overenskomstforhandlinger. Så tak i øvrigt for det. Men man kan jo beslutte sig for at være en anden arbejdsgiver, og lur mig, om Danske Regioner og KL og i øvrigt alle de faglige organisationer ikke ville sige ja tak, hvis vi sagde, at vi prioriterer at gøre noget ved ligelønsproblemet og vil løfte de lavestlønnede med en pulje penge, som de så fordeler. Den beslutning kan man jo sagtens tage. Det står ingen steder skrevet i grundlov eller eksisterende lovgivning, at vi ikke kan tage den beslutning. I øvrigt mente Socialdemokraterne det vist for nogle år tilbage, så det kan jo være, at jeg kan få held til at får ændret deres holdning den her gang.

Tak. Så bliver det skatteministeren.

Jeg har fuld respekt for synspunktet, det er ikke det. Det er jo altid en vigtig diskussion at tage. Jeg har bare en rolle som forhandler og, om man vil, arbejdsgiver for statens område, og den rolle forsøger jeg jo at udfylde i respekt for årtiers tradition for, hvordan man forhandler på det danske arbejdsmarked. Det føler jeg mig selvfølgelig forpligtet af.

Så er der en anden diskussion, som handler om rammerne for de offentligt ansatte. Der har vi ved fælles hjælp sagt meget, meget klart, at med regeringsskiftet kom der også et skifte i synet på den offentlige sektor og et løft i det offentlige forbrug og de offentlige udgifter, styrkelse af velfærdsområdet og jo altså så også en ny styrelse til at være rammen om de drøftelser, som foregår nu. Det har været en vigtig prioritet for regeringen, og jeg er glad for, at det er blevet taget rigtig godt imod.

Så er der adgang for medspørgeren, og det er hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes ikke helt, at ministeren forholder sig til problematikken. For nu siger ministeren, at vi har årtiers erfaring. Vi står bare i en situation lige nu, hvor vi har været igennem en coronaepidemi – eller vi er i fuld gang med at gå igennem en coronaepidemi – og vi ser nogle offentligt ansatte, som er gået på arbejde i både sundheds-, pleje- og omsorgssektoren, og som har kastet sig ud i en redningsaktion af enorme dimensioner. De har måttet forholde sig til en coronaepidemi, som de har været med til at bringe os sikkert igennem, altså både vores sundheds- og pleje- og omsorgssektor, men jo også vores private erhvervsliv. De er gået på arbejde, vel vidende at de har en risiko for at kunne smitte de mennesker, de har skullet tage sig af. De er gået på arbejde, vel vidende at der er en risiko for, at de kunne tage smitte med hjem. De har ydet en enorm indsats, hvor de har måttet omstille sig. De har måttet yde en ekstra indsats og tage overarbejde ofte med meget kort varsel. De har ydet en enorm indsats, og det, de har fået indtil nu, er tak, og de har fået honninghjerter. Der er det jo, at ministeren ligesom har muligheden for at sikre, at de får mere end det. Mener ministeren virkelig ikke, at de fortjener mere end det?

Ministeren.

Altså, som spørgeren er jeg og regeringen – og det har vi også signaleret meget, meget klart – fuld af beundring over den indsats, der er blevet ydet i den offentlige sektor. Og den tak skal gå til dem, som man jo typisk lidt anonymt kalder vores frontpersonale, men som er sygeplejersker, sosu'er, ansatte i ældreplejen, folkeskolelærere. De har alle ydet en fantastisk indsats. Det er der kun grund til at sige en stor tak for.

Så er det klart, at der er nogle principper her, og jeg tror, det er klogt at fastholde dem. Det er det, der er regeringens holdning, nemlig at det bør vi gøre i respekt for den tradition, vi har for at forhandle overenskomster. Så har vi derudover en fælles enighed om, hvordan samfundets øvrige ressourcer skal prioriteres til fordel for jo altså at styrke velfærden og dermed også de offentligt ansattes arbejdsvilkår. Men det er en anden side. Og så har vi i fællesskab også signaleret, at vi vil have en anden ramme omkring hele forholdet mellem, om man vil, arbejdsgivere og lønmodtagere på det her område. Det har vi jo fået ved oprettelsen af den nye styrelse, som jeg så har fået ansvaret for.

Hr. Peder Hvelplund.

Ministeren kunne måske svare på noget. Hvis nu de offentligt ansatte skulle have mere end tak, hvis de skulle have mere end honninghjerter, hvis de nu i virkeligheden skulle have mere i løn, hvem var det så, der skulle komme med de penge, hvis det ikke er os, der kommer med dem? Altså, er det øget produktivitet, der skulle gøre, at de så kunne bruges der, nemlig at man kunne udbetale mere i løn til de enkelte ansatte? Hvor er det, ministeren forestiller sig, at de penge til en øget løn, som jeg går ud fra vi er enige om de burde have for den indsats, de har leveret, præcis skal komme fra?

Ministeren.

Jamen de penge kommer jo derfra, hvor vi foretager vores øvrige prioriteringer, men de forhandles uafhængigt af – håber jeg – drøftelser her i salen, og det er jo dermed noget, som ligger inden for de forhandlinger, som er baseret på årtiers tradition for, hvordan man forholder sig til overenskomster på arbejdsmarkedsområdet og den respekt, der er om den danske model, som jo i parentes bemærket er berømmet uden for landets grænser, netop for sin stabilitet, og det tror jeg er meget vigtigt at fastholde.

Så er det fru Pernille Skipper igen til en sidste runde af ½ minuts varighed. Tak til hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Jeg vil sige tak til ministeren for besvarelsen. Det er ikke sidste gang, vi kommer til at have den her samtale, det er da helt sikkert. Og særligt vil jeg bare lige bide mærke i det, der blev sagt her til sidst, netop at hvis vi skal sætte penge af til, at de offentligt ansatte skal have et lønløft; hvis vi skal sikre, at der kommer et mindre skel mellem kvindedominerede og mandsdominerede fag og få gjort noget ved uligelønnen; og hvis vi skal sikre, at dem, med de laveste lønninger i den offentlige sektor bliver løftet bare lidt, så er der ét sted, de penge kan blive prioriteret fra, og det er politisk. Det er det, ministeren selv lige har sagt. Ergo er det jo vores ansvar, som vi må løfte i fællesskab.

Ministeren.

Det er klart, at de penge, vi drøfter, jo så at sige kommer det samme sted fra. Men derfra og så til, hvordan forhandlingerne skal foregå, er der langt. Det er det, som spørgeren også udmærket godt ved er regeringens holdning. Vi har en arbejdsmarkedsmodel, en dansk aftalemodel, som er berømmet, og som har skabt stabilitet på det danske arbejdsmarked. Det tror jeg er meget, meget vigtigt vi fastholder, og det har regeringen i sinde at gøre.

Således tak til skatteministeren. Der er ikke flere spørgsmål til skatteministeren her i salen i dag.

Den næste, der skal modtage en række spørgsmål, er sundhedsministeren. Og den første til at stille spørgsmål til sundhedsministeren er hr. Andreas Steenberg, Radikale Venstre.