Spm. nr. US 134

Tak for det. Jeg vil gerne fortsætte lidt i samme spor og samme emne, for den her fertilitetsbehandling er jo noget, som berører rigtig mange mennesker. Jeg synes jo, at det er påfaldende, hvordan ministeren både her og også andre steder slår det hen som noget, som rent faktisk ikke har hold i virkeligheden, hvis man skal følge ministeren.

Men det, der jo er det centrale, er, at alle danskere indtil for nogle år siden havde fri og lige adgang til sundhedsydelserne i Danmark. Det har den borgerlige regering så ændret til, at der skal være let og lige adgang, og man kan så måske passende spørge: Er der så lige adgang til sundhedsydelserne i Danmark? For er det ikke sådan, at netop når der er nogle mennesker, som er ramt af en sygdom, hvad man jo i høj grad kan være, hvis man har brug for hjælp til at få børn, så er det rent faktisk en sygdom, anerkendt af WHO, som giver den begrænsning, at man ikke kan få børn?

Så må man jo også spørge sig selv, om det er rimeligt, at vi har et samfund, hvor man tidligere havde fri og lige adgang til sundhedsydelserne, hvor regeringen nu har ændret det til let og næsten ulige adgang til sundhedsydelserne, fordi det netop i det her tilfælde jo ikke er noget, som den enkelte borger selv er herre over. Det her er sådan set en sygdom, som man kan være påført af årsager, man ikke selv har indflydelse på. Det betyder, at det nu rent tilfældigt eller næsten randomiseret bliver nogle enkelte borger, som kommer til at betale den regning, regeringen har valgt at trække ned over den danske befolkning som et led i de spareplaner, som regeringen ruller ud, fordi regeringen i årevis har givet ufinansierede skattelettelser.

Men jeg vil gerne høre, om ministeren mener, at det er hensigtsmæssigt at indføre brugerbetaling på fertilitetsbehandling, når vi kan se, at der allerede nu er færre danskere, der får den fertilitetsbehandling. Og så vil jeg egentlig gerne følge op med allerede at spørge: Ministeren har her de sidste par dage været ude sige, at det ikke har noget at gøre med, at danskere fravælger behandling – mener ministeren virkelig det?

Ministeren.

Jeg har sagt, at jeg ikke håber og tror, at det fører til et faldende børnetal. De tal, vi nu har fået frem om et 20 pct.s fald i antallet af behandlinger, antyder jo, at hvis det fortsætter, vil der være et fald i børnetallet på 0,5 pct., men det nægter jeg at tro. Jeg har lige argumenteret for det, nemlig at hvis man skræmmes af denne engangsudgift, som kan være fra 2.000 kr. til 20.000 kr. på et år, så skal man overveje, om man overhovedet vil have børn, for det er uendelig dyrt at have børn sammenlignet med denne engangsudgift.

Selvfølgelig kunne regeringen i stedet for have droppet Kræftplan III – det kunne vi har gjort. Vi kunne have sagt, at i stedet for at øge sundhedsudgifterne med knap 2 mia. kr., kunne vi have øget med 200 mio. kr. mindre – det kunne vi have gjort. Men vi fører altså en ekspansiv sundhedspolitik, og sundhedsudgifterne får lov at vokse med knap et par procent om året.

Så var situationen den, at ud af de knap 2 mia. kr. ekstra, som jeg fik, skulle jeg selv finde de 10 pct., altså 200 mio. kr., så det er så at sige en tiendedel af ekspansionen, som Sundhedsministeriet selv skulle finde. Det, der så kunne blive enighed om i finansforligskredsen, var altså denne besparelse, som man jo også har set gennemført i andre lande. Og som jeg nævnte, er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at det i Norge har ført til lavere børnetal, men det vil tiden selvfølgelig vise.

Om det med let og lige adgang vil jeg sige, at vi jo har betaling for tandbehandling. Vi har faktisk, hvis jeg ikke husker forkert, for 18 mia. kr. brugerbetaling i sundhedssektoren i forvejen, så det er jo ikke noget nyt. Det er jo ikke en revolution, vi taler om.

Hr. Jonas Dahl.

Det, der er det nye her, er jo netop, at regeringen nu øger den brugerbetaling. Jeg bed meget mærke i, at en række af sundhedsministerens partifæller for ikke så lang tid siden var ude at agitere for, at vi skulle have et forsikringssamfund – det gjorde de i Berlingske Tidende i en stort opslået artikel. Man kan sådan set roligt tro, at det i hvert fald er Venstres politik, for nu går fremtrædende Venstremedlemmer ud og siger, at de gerne vil have et forsikringssamfund. Sundhedsministeren siger, at det her bare er nogle få hundrede millioner kroner, vi øger brugerbetalingen med på et enkelt område. Så kan det godt være, at der kommer et par hundrede millioner næste år, men det må vi jo så vente at se.

Jeg er helt opmærksom på, at sundhedsministeren har været kirkeminister på et tidligere tidspunkt, men jeg synes, det er bekymrende, at det skal bero på en tro, om man rent faktisk kan få adgang til sundhedsydelser i det her land. Det er i hvert fald ikke noget, vi fra SF's side vil bakke op om.

Men det, der er det helt centrale spørgsmål, er jo, at man nu står som en lille familie – nyuddannet eller måske stadig væk under uddannelse – og skal rejse 15.000 kr. Jeg er med på, at det ikke er særlig meget ud af en ministerlønning eller et folketingsmedlems lønning for den sags skyld, men det er rigtig meget for en almindelig arbejder i Danmark. Vil ministeren ikke anerkende, at 15.000 kr. faktisk er en voldsom stor udgift, som man bliver påført som borger, fordi man har en sygdom?

Ministeren.

Hvis hr. Jonas Dahl tror, at det var med lyst og med ildhu, at regeringen gennemførte denne besparelse – dette 10 pct.s bidrag til den store ekspansion i sundhedsudgifterne i Danmark – så må spørgeren tro om. Det var da selvfølgelig med største beklagelse, at jeg måtte acceptere, at jeg selv skulle være med til at finde 200 mio. kr. inden for budgettet, samtidig med at jeg fik næsten 2 mia. kr. til ekstra sundhedsydelser.

Jeg har ikke bygget det på tro, for når det handler om folks adfærd, kan man jo højst prøve at forudsige, hvad folk vil gøre; man kan jo ikke sige noget sikkert om, hvad folk vil gøre. Det er derfor, at jeg siger, at jeg håber og tror – jeg kan også sige, at jeg håber og forudsiger – at det ikke vil føre til noget varigt fald i børnetallet. Der er jo også den private sektor, og der kan være nogle helt unge, der udskyder det. Der er en række faktorer, som vi ikke ved noget om, men jeg tror også, at det her drejer sig om valgkamp og ikke noget om som helst andet. Sådan hørte jeg hr. Jonas Dahls andet indlæg.

Hr. Jonas Dahl.

Nej, det her drejer sig om politik og om regeringens politik. Men det, jeg hører ministeren sige, er jo, at han synes, at det er o.k., at man indfører brugerbetaling på en alvorlig sygdom, som man ikke som ung er herre over selv, altså at havne i den situation, at man er barnløs i en eller anden forstand. Ministeren vil heller ikke tage afstand fra, at det her er det første skridt hen imod et forsikringssamfund, sådan som hans partifæller jo tog hul på for nogle uger siden i Berlingske Tidende. Det synes jeg er stærkt bekymrende, og det er ikke den vej, vi fra SF's side har lyst til at bevæge det danske samfund.

Men jeg bider også mærke i, at ministeren siger, at man nu er nødt til at spare 200 mio. kr. her, men det skyldes jo bl.a., at man har givet ufinansierede skattelettelser til de allerrigeste i det her samfund. De mennesker, som nu bliver ramt af brugerbetaling, er jo netop dem, som ikke har fået gavn af de her voldsomme skattelettelser, sammenlignet med, hvad man har givet til de rigeste.

Så vil jeg bare gerne høre, om ministeren overhovedet er bekendt med de erfaringer, der også er fra Tyskland, hvor børnetallet jo faktisk er faldet, og hvor det rent faktisk har taget år, inden man overhovedet er kommet op på det niveau, som der var, inden man indførte brugerbetaling på fertilitetsbehandling i Tyskland.

Så er det ministeren.

Jeg tillader mig at henvise til de norske erfaringer. Jeg mener også, at den norske model mere minder om den danske, og der er altså ikke noget, der tyder på, at den har ført til et varigt fald i børnetallet.

Nu fik hr. Jonas Dahl så igen gjort det hele til ren valgkamp ved at snakke om ufinansierede skattelettelser. Det står han her og siger i det land i verden, der har det højeste udgiftstryk og det højeste skattetryk. I det land vil hr. Jonas Dahl være med til at danne regering med det program, at der ikke er noget sted, hvor der kan spares. Der ikke andet end flere udgifter og højere skatter.

Det er jo det, som det kommende valg til efteråret kommer til at dreje sig om, og det er det, som hr. Jonas Dahl her tager forskud på. Det er hans gode ret, men jeg synes ærlig talt, at det er langt ude at begynde at tale om ufinansierede skattelettelser i det land, der har verdens højeste skatte- og udgiftstryk – og det har i hvert fald intet med det, vi taler om, at gøre.

Tak til Jonas Dahl.

Så er det hr. Thomas Jensen som sidste spørger til indenrigs- og sundhedsministeren. Værsgo med spørgsmålet.