L 20 Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove.

(Ændring af sondringen mellem børsnoterede og unoterede aktier samt diverse EU-tilpasninger m.v.).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2007-08 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 04-10-2007
1. behandlet / henvist til udvalg 09-10-2007
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Lovforslaget indeholdt en tilpasning af skattereglerne til den begrebsanvendelse, der var indført i den finansielle lovgivning som følge af det såkaldte MiFID-direktiv. Dette indebar bl.a., at betegnelsen børsnoteret erstattedes af betegnelsen optaget til handel på et reguleret marked, og dermed, at der skete en ændring af sondringen mellem børsnoterede og unoterede aktier. Samtidig ændredes reglerne om personers fradrag for tab på børsnoterede aktier. Det foresloges, at der blev adgang til fuldt fradrag i tabsåret på aktier, der var optaget til handel på et reguleret marked (børsnoterede), dog betinget af at SKAT havde kendskab til købet af aktien. Hidtil kunne tab på børsnoterede aktier fradrages i gevinst og udbytter på børsnoterede aktier. Var betingelsen ikke opfyldt, ville der fortsat være et sådant kildeartsbegrænset tabsfradrag.
I tilknytning hertil foresloges en ændring af indberetningsreglerne. Det foresloges, at der indførtes en pligt for fondshandlere til at indberette køb i lighed med de regler, der hidtil gjaldt for indberetning af salg.
Lovforslaget indeholdt derudover en række tilpasninger af skattereglerne til EU-retten.
Endelig indeholdt lovforslaget en række elementer, der havde til formål at opnå en mere hensigtsmæssig indretning af skattereglerne. Det drejede sig bl.a. om en ophævelse af den ekstraordinære adgang til genoptagelse af afgørelser fra Landsskatteretten og indførelse af fradrag i Danmark for udenlandske arbejdsgiverafgifter for lønmodtager bosat i et andet EU/EØS-land med hovedbeskæftigelse i Danmark.
Adgang til fuldt fradrag i tabsåret for personers aktietab skønnedes at give et årligt rentetab på 50 mio. kr. og et provenutab for staten i 2009 på ca. 200 mio. kr. Ophævelsen af fradraget for udenlandsk repræsentation og det særlige fradrag for eksportmedarbejdere ansloges skønsmæssigt at medføre et årligt merprovenu på 35 mio. kr.