L 30 Forslag til lov om indgåelse af protokol om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater.

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 04-10-2006
1. behandlet / henvist til udvalg 25-10-2006
Betænkning afgivet 06-12-2006
2. behandlet/direkte til 3. behandling 12-12-2006
3. behandlet, vedtaget 15-12-2006
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Formålet med loven er, at en protokol om ændring af den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst gennemføres som dansk lov.
Protokollen opdaterer dobbeltbeskatningsoverenskomsten fra 1999 i overensstemmelse med senere udvikling. Ændringerne angår især overenskomstens artikel om udbytte og artikel om begrænsning af overenskomstfordele.
Efter dansk ønske ændres overenskomstens artikel om udbytte, som et selskab i den ene stat modtager fra et selskab i den anden stat. Ændringen medfører, at et dansk moderselskab i fremtiden kan modtage udbytte fra dets amerikanske datterselskab uden at betale amerikansk udbytteskat, når det danske selskab ejer aktier i det amerikanske selskab med mindst 80 pct. af stemmerettighederne i dette selskab. Hidtil havde USA opkrævet en skat på 5 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i overensstemmelse med den gældende overenskomst.
Efter amerikansk ønske ændres overenskomstens artikel om begrænsning af overenskomstfordele. Artiklen skal sikre, at personer og selskaber i tredjelande - især lande uden en dobbeltbeskatningsoverenskomst med USA - som modtager indtægter fra USA, ikke kan få fordele efter den dansk-amerikanske overenskomst ved at modtage indtægterne gennem et dansk selskab.
Loven skønnes ikke at have nævneværdige administrative eller provenumæssige virkninger.
Afstemning:
Lovforslaget enstemmigt vedtaget med 111 stemmer.