Udvalget har bedt ministeren redegøre for regeringens
aktuelle indsatser og arbejde med at fremme tolerance for LGBT+ i
minoritetsetniske miljøer, og om ministeren kan oplyse, om
han finder disse indsatser tilstrækkelige, og om der efter
ministerens mening er behov for yderligere indsatser og evt. nye
initiativer på området.
Derudover har udvalget bedt ministeren redegøre for status
på puljen til styrket rådgivning til minoritetsetniske
LGBT+-personer, herunder hvor mange organisationer el.lign. har
søgt om midler fra puljen, til hvilke formål eller
projekter midler er blevet bevilliget, samt hvor mange penge indtil
videre er blevet udbetalt. Yderligere har udvalget bedt ministeren
kommentere på, om puljen i tilstrækkeligt omfang er med
til at bidrage til tolerance for LGBT+-personer indenfor
minoritetsetniske miljøer.
Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Zenia
Stampe (RV).