Åbent samråd om dansk våbeneksport til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater
Udvalg: Udenrigsudvalget
Mødedato: 26-04-2023
Starttidspunkt: 12.00
Sluttidspunkt: 12.00
Lokale: Vær. 2-133
Udenrigsudvalget har indkaldt udenrigsministeren i åbent samråd om fornyet tilladelse til dansk våbeneksport til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Samrådet er åbent for alle og finder sted onsdag den 26. april 2023 kl. 12.00 i vær. 2-133 (Bemærk ny dato).

Udvalget har bedt udenrigsministeren om at redegøre for, hvordan regeringen vil sikre, at dansk våbeneksport til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater ikke bliver brugt til krigshandlinger eller til at undertrykke og forfølge egne borgere.

Udvalget ønsker også at vide, om ministeren kan garantere, at "landeanalyser", "risikoafvejning" og "omtanke i forhold til, hvordan verden ser ud" sikrer, at dansk våbeneksport til Saudi Arabien ikke på ny vil blive brugt til bombetogter i Yemen og lignende, som det er dokumenteret, at den danske virksomhed Terma har medvirket til i modstrid med det daværende eksportforbud.

Endelig er ministeren blevet bedt om at forholde sig til, hvordan tilladelse til fornyet dansk eksport til de involverede parter harmonerer med dels Amnestys understregelse af, at det internationale samfund har et ansvar for at lukke alle kanaler for våbensalg, som bidrager til konflikten og skaber enorm lidelse for Yemens civilbefolkning, dels Danmarks kandidatur til FN's Sikkerhedsråd og ønske om at bidrage til at opretholde fred, sikkerhed og den internationale retsorden.

Samrådsspørgsmål E er stillet efter ønske fra Trine Pertou Mach (EL).

Kontakt
Udvalgssekretær
Niklas Borker Bjerre
3337 3621
Send e-mail
Udvalgsassistent
Amalie Andresen
3337 3618
Send e-mail

URU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Samrådsspørgsmål E