Åbent samråd om reparation af jernbanebroen ved Limfjorden
Udvalg: Transportudvalget
Mødedato: 13-12-2012
Starttidspunkt: 00.00
Sluttidspunkt: 00.00
Lokale: 2-080
Folketingets Transportudvalg har kaldt transportminister Henrik Dam Kristensen (S) i samråd om reparation af jernbanebroen mellem Aalborg og Nørresundby samt om togdriften i Vendsyssel. Samrådet er åbent for alle og finder sted torsdag den 13. december 2012 i værelse 2-080 på Christiansborg. Samrådet begynder fem minutter efter afstemning, dog tidligst kl. 10.30.

Udvalget har bedt om en redegørelse for forløbet omkring reparationen af den ødelagte jernbanebro, der blev påsejlet d. 28. marts 2012, herunder hvorfor færdiggørelsen af reparationen er udskudt til et ubestemt tidspunkt i 2013.

Yderligere har udvalget spurgt, hvorvidt et erstatningskrav vil blive gjort gældende overfor den entreprenør, der forestår reparationen, og hvilke sanktionsmuligheder Banedanmark har overfor entreprenøren i tilfælde af forsinkelser.

Sidst bedes ministeren redegøre for, hvilke initiativer ministeren vil foretage for at sikre tilfredsstillende togdrift i Vendsyssel, hvorvidt en kompensation til togpassagererne i Nordjylland vil blive aktuel, samt hvad ministeren vil gøre for, at borgerne i Vendsyssels rejsemønster genoptages som før påsejlingen.

Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Karsten Lauritzen (V) og Kristian Pihl Lorentzen (V).

Kontakt
Udvalgssekretær
Lea Lykke Andersen
3337
Send e-mail
Udvalgsassistent
Per Movritsen
3337 5540
Send e-mail