Udvalget har bedt ministeren redegøre for, om ministeren
mener, at Danmark kan leve op til internationale konventioner, hvis
regeringen ikke ønsker en juridisk undersøgelse af
adoptionsområdet. Samrådsspørgsmålet
stilles som opfølgning på ministerens besvarelse af
samrådsspørgsmål AI om Danmarks Radios
podcastserie 'Falske minder' ift. danske myndigheders og
adoptionsbureauers kendskab, ansvar og rolle i internationale
adoptionssager, som blev afholdt i Socialudvalget den 20. februar
2025.
Herudover ønsker udvalget ministerens vurdering af, om det
er forvaltningsmæssigt forsvarligt, når Ankestyrelsen -
ifølge spørgernes kendskab - i flere tilfælde
sender enslydende standardsvar med henvisning til rapporten
»Adoptionsformidlingen fra Sydkorea til Danmark i 1970'erne
og 1980'erne«, Ankestyrelsen januar 2024, til de adopterede,
der har mistanke om, at der kan være uregelmæssigheder
eller ulovlige forhold i deres adoption. Spørgsmålet
er med henvisning til SOU alm. del - spørgsmål 446.
Ankestyrelsen beskriver selv på deres hjemmeside, at
adopterede kan rette henvendelse ift. at få indblik i deres
egen adoptionssag og viden om, hvorvidt den ser ud til at
være behandlet i overensstemmelse med regler og praksis
på formidlingstidspunktet.
Der er stillet et skriftligt spørgsmål forud for
samrådet af Katrine Daugaard (LA).
Samrådspørgsmål AT er stillet efter ønske
fra Victoria Velasquez (EL) og Katrine Daugaard (LA).