Udvalget har bedt ministeren kommentere på tilsynets
indsats i forhold til at sikre børn og unges rettigheder og
trivsel på botilbuddet Florahuset ved Skanderborg givet det
forhold, at Socialtilsynet først reagerede med skærpet
tilsyn i juni 2024 og fratagelse af godkendelse i oktober 2024,
selvom tilbuddet har været plaget af massive udfordringer med
personaleudfordringer og bekymringer om svigt og overgreb i flere
år. Der henvises til artiklen "Han beskrev det som en
pornofilm - hun har skammet sig lige siden" bragt på
skanderborg.lokalavisen.dk den 5. november 2024.
Herudover har udvalget bedt ministeren redegøre for, hvad
der berettigede botilbuddet Florahusets godkendelse i første
instans, og om ministeren finder de generelle godkendelseskrav
tilstrækkelige taget i betragtningen af de massive problemer,
der har gjort sig gældende på det konkrete tilbud -
såvel som mange andre. Der henvises til artiklen "Tidligere
ansatte afslører: Børn og unge udsat for svigt og
trusler" bragt på tv2ostjylland.dk den 4. november
2024.
Endelig vil udvalget gerne vide, om ministeren vil tage initiativ
til at indskærpe, at borgere, medarbejdere og tilsyn har
pligt til at underrette og reagere på svigt, mistrivsel eller
ulovligheder på botilbud.
Samrådsspørgsmål Å-AB er stillet efter
ønske fra Katrine Daugaard (LA) og Karina Adsbøl
(DD)