Åbent samråd om Københavns Kommunes venteliste til botilbud
Udvalg: Socialudvalget
Mødedato: 24-10-2024
Starttidspunkt: 13.30
Sluttidspunkt: 15.00
Lokale: S-092
Åbent samråd med social- og boligministeren og indenrigs- og sundhedsministeren om Københavns Kommunes venteliste til botilbud. Samrådet finder sted torsdag den 24. oktober 2024 kl. 13.30 i værelse S-092 på Christiansborg.

Udvalget har bedt social- og boligministeren redegøre for, om den ulovlige venteliste til botilbud i Københavns Kommune er udtryk for, at det bør have konkrete konsekvenser for kommuner, der ikke overholder deres pligt, og hvad ministeren mener om, at Københavns Kommunes politikere siden 2017 har kendt til problemerne med Socialforvaltningen, der ikke har handlet i overensstemmelse med serviceloven og forsyningsforpligtelsen. Herudover ønsker udvalget social- og boligministerens vurdering af årsagen til, at ventelisten til botilbud i Københavns Kommune ikke er blevet nedbragt og håndteret, selvom man har kendt til den ulovlige praksis siden 2017.

Desuden har udvalget bedt social- og boligministeren forklare, hvordan kommuner skal håndtere udfordringer med at overholde forsyningsforpligtelsen, jf. serviceloven, og om ministeren overvejer tiltag, der kan afhjælpe en sådan situation i landets kommuner.

Det er ikke lovligt at have ventelister til botilbud, men ifølge tilsynet er det lovligt at lade borgerne vente en kortere periode mhp. at finde det rette botilbud. Udvalget har derfor bedt social- og boligministeren oplyse, hvor lang tid "en kortere periode" er, og om ministeren vil tage initiativ til at definere og indføre en maksimal ventetid.

Ydermere har udvalget bedt indenrigs- og sundhedsministeren redegøre for, hvorfor Ankestyrelsen ikke har grebet ind over for Københavns Kommune, når der har eksisteret en ulovlig venteliste til botilbud siden 2017. Udvalget har også bedt ministeren uddybe, om der i tilstrækkelig grad gøres brug af sanktioner - herunder om Ankestyrelsen har tilstrækkelig kompetence til at sanktionere i tilfælde af kommuners lovbrud og pligtforsømmelse i sagsbehandlingen.

Endelig ønsker udvalget, at indenrigs- og sundhedsministeren forholder sig til, om det er legitimt, at Ankestyrelsen har brugt 2,5 år på at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal rejses en tilsynssag, når borgere i kommunen i samme periode har måtte vente længe på den rette behandling og støtte.

Udvalget har desuden stillet 2 spørgsmål til social- og boligministeren til skriftlig besvarelse forud for samrådet.

Samrådsspørgsmål A-G er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD), Birgitte Bergmann (KF), Mette Thiesen (DF) og Katrine Daugaard (LA), og de 2 spørgsmål til skriftlig besvarelse er stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF) og Rosa Lund (EL).


Kontakt
Udvalgssekretær
Trine Lagoni
3337
Send e-mail
Udvalgssekretær
Morten Outzen Larsen
3337
Send e-mail
Udvalgsassistent
Charlotte Roel Andersen
3337 5535
Send e-mail