Udvalget har bedt socialministeren redegøre for, hvad
ministeren vil gøre for at løse de stigende problemer
med børnefattigdom i udsatte boligområder, jf.
resultaterne i analysen "Børnefattigdommen i storbyernes
ghettoer er eksploderet på få år" fra
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd den 16. august
2010.
Derudover har udvalget spurgt, om ministeren vil afvise de
eksperter, der gentagne gange har påpeget stigende problemer
med børnefattigdom i udsatte boligområder, som f.eks.
Jesper Nygaard formanden for KAB's udtalelser i Politiken den 16.
august 2010.
Endelig har udvalget spurgt om ministerens holdning til, om der
bør ske en helhjertet indsats for at løse de
omfattende fattigdomsproblemer i de udsatte boligområder, som
regeringens eget udvalg, Programbestyrelsen for dialog og balance i
udsatte boligområder, har påpeget?
Samrådsspørgsmålene er stillet efter
ønske fra Mette Frederiksen (S).