Udvalget har spurgt miljøministeren, om ministeren vil
stramme vejledningen og lovgrundlaget om udledning af spildevand
med henblik på at bringe lov og praksis i overensstemmelse
med Danmarks forpligtelser i EU på miljøområdet,
eller om regeringen er tilfreds med den procesrisiko, der fortsat
eksisterer for sagsanlæg fra EU som følge af danske
virksomheders muligheder for at udlede miljøfarlige stoffer,
herunder ikke mindst til områder som er forurenet over
grænseværdierne miljøet. Herudover har udvalget
bedt ministeren om at forholde sig til, at ministeren har kaldt den
nye vejledning om udledning af spildevand for en opstramning,
selvom virksomheder får mulighed for at udlede op til flere
tusinde gange over grænseværdierne. Der henvises til
nyheden "Miljøminister kaldte retningslinjer for en
'opstramning': Men dokumenter afslører ifølge
eksperter, at virksomheder nu kan få lov til at forurene
mere", hvoraf det fremgår, at "Miljøministeriets egne
dokumenter viser ifølge eksperter, at myndighederne fremover
får mulighed for at tillade udledninger op til flere tusinde
gange over grænseværdierne", dr.dk, den 2. maj
2024.
Spørgsmålene er stillet efter ønske fra
Marianne Bigum (SF), Sascha Faxe (ALT), Pelle Dragsted (EL), Kim
Edberg Andersen (DD), Alexander Ryle (LA), Mette Abildgaard (KF),
Martin Lidegaard (RV) og Morten Messerschmidt (DF).