Udvalget har spurgt miljøministeren, om ministeren er
enig i, at den alvorlige krise i vores havmiljø siden sidste
år kun er blevet endnu mere akut. Herudover har udvalget bedt
ministeren om at redegøre for, hvor lang tid vi endnu skal
vente, før regeringen kommer med et udspil til forhandlinger
om kvælstofindsatsen, som adresserer det fulde
reduktionsbehov på 18.000-20.000 tons kvælstof per
år. Endelig har udvalget spurgt, hvad ministeren har
foretaget sig for at forbedre vandmiljøet, f.eks. i Vejle
Fjord, siden ministerens sejlads på fjorden, hvor ministeren
efterfølgende den 23. august 2023 proklamerede sig som
havets minister, og hvad ministeren vil gøre for at sikre
vandmiljøet i Vejle Fjord. Der henvises til artiklen
»»Det er forspillet til dødens hav«.
Sæsonen for fedtemøg er i gang langt før
tid.«, Politiken, den 7. april 2024, hvor naturelskere fra
mange steder i landet beretter om store mængder
fedtemøg i vores indre farvande, og at fænomenet med
fedtemøg i år optræder flere uger tidligere end
sædvanligt.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Søren Egge Rasmussen (EL).