Under et samråd den 8. januar 2020 oplyste ministeren, at
man ikke ved nok om de miljøfremmende stoffer i
vandmiljøet, og at ministeren med henblik på de
kommende vandplaner ønsker en konkret strategi for
miljøfremmede stoffer og bedre målinger heraf (MOF
alm. del - samrådsspørgsmål L). Udvalget har
på baggrund heraf bedt ministeren redegøre for
ministerens konkrete strategi for den kommende vandplanperiode,
hvad angår gennemførelse af målinger af
vandmiljøets kemiske tilstand, af prioriterede stoffer og
andre forurenende stoffer, som er omfattet af Vandrammedirektivet.
Udvalget har desuden bedt ministeren redegøre for, hvilke
projekter i det forberedende arbejde til de kommende vandplaner,
der tjener til at opfylde Vandrammedirektivets krav om
målinger af vandmiljøets kemiske tilstand, af
prioriterede stoffer og andre forurenende stoffer. Og endelig har
udvalget bedt ministeren oplyse, hvad ministeren vurderer, at et
sådan måleprogram skal omfatte, og hvad
måleprogrammet kan komme til at koste staten.
Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske
fra Lise Bech (DF), René Christensen (DF), Erling Bonnesen
(V) og Jacob Jensen (V).
Pga. risikoen for coronasmitte er det desværre ikke muligt at
overvære det åbne samråd som tilhører
under selve mødet. Du har dog mulighed for at følge
samrådet direkte og forskudt via tv-transmissionen på
Folketingets hjemmeside:
https://www.ft.dk/da/aktuelt/tv-fra-folketinget