Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling har den
14. november 2019 fremsat forslag til lov om ændring af lov
om jordbrugets anvendelse af gødning og om
næringsstofreducerende tiltag (gødskningsloven) og lov
om Landdistriktsfonden (landdistriktsfondsloven). Lovforslaget
sikrer bl.a. koblingen mellem de to love, så den frivillige
ordning om kvælstofreducerende virkemidler kan
videreføres fra 2020 og finansieres med landdistriktsmidler
fra EU.
Efterfølgende har Regeringen, Radikale Venstre, SF,
Enhedslisten og Alternativet indgået en aftale om
kvælstofindsatsen i 2020, som blev offentliggjort den 25.
november 2019. Udvalget har bedt ministeren redegøre for, at
regeringen ekstraordinært fremrykker ekstra krav om
efterafgrøder fra 2021 til 2020 samt konsekvenserne af
fremrykningen, herunder de komplikationer det medfører for
mange landmænd med markplanlægning og
produktionsplanlægning. Udvalget har endvidere bedt
ministeren redegøre for, hvilke forskellige virkemidler
ministeren i øvrigt vil fremrykke og stille til
rådighed til at gennemføre opgaven.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Erling
Bonnesen (V), Jacob Jensen (V), René Christensen (DF), Lise
Bech (DF), Orla Østerby (KF) og Henrik Dahl (LA).